Region Hovedstaden har ikke længere den kedelige førsteplads som den landsdel, der har flest smittede per 100.000 indbyggere, det såkaldte incidenstal.
Under nærmest hele pandemien har Region Hovedstaden kæmpet med udbredt smitte, smittekæder og høje incidenstal.
Og selvom 6 ud af de 10 kommuner i landet med mest smitte ligger i hovedstadsregion, så har Region Syddanmark nu landets højeste incidenstal, skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.
For med et incindenstal på 103,7 for den seneste uge er Syddanmark nu landets nye corona hotspot. I sidste uge var incidensen for Region Syddanmark kun 86,3, så smitten er virkelig accelereret i den seneste uge.
Og det er også tydeligt at se, hvad der får incindenstallet til at stige, for halvdelen af kommunerne i Region Syddanmark har lige nu et incidenstal over 100.
Det drejer sig om Vejle, Haderslev, Kolding, Billund, Esbjerg og Aabenraa. Værst ser det ud i Vejle, Haderslev og Kolding, hvor incidenstallene torsdag er henholdsvist 197,4, 160,1 og 148,4.
Og af de tre kommuner har Haderslev haft den vildeste stigning. For sidste fredag havde kommunen et incidenstal på 77,3. Det vil sige, at incidensen er steget med 107 procent.
Dog er et en kneben kedelig førsteplads, som landets sydligste region har indtaget. For Region Hovedstaden er lige i hælene med et incidenstal på 101,8.