Søndag var vinden så strid på Storebæltsbroen, at vindfølsomme køretøjer blev frarådet at tage turen over.
Men ikke desto mindre skete der det sidst på eftermiddagen, at en trailer blæste omkuld og spærrede det ene spor.
Senere på aftenen skulle traileren fragtes væk med en kran, og derfor blev broen lukket i begge retninger, mens oprydningsarbejdet blev klaret.
Resultatet var, at der dannede sig en timelang kø, men den kunne i teorien have været meget mindre.

Det skriver Fyens.dk.
Sidste år blev der nemlig flere steder på Storebæltsbroen installeret nogle såkaldte mobile autoværn, der har til formål at lede en trafikken fra ét spor til et andet, når der er uheld på broen.
Autoværnet ville være oplagt at tage i brug søndag eftermiddag, men der er ét problem.
De digitale skilte, der skal advare om modkørende trafik, er nemlig ikke kommet på plads endnu, og derfor skal politiet i sådan en situation selv sætte dem manuelt op.
Men det arbejde tager to timer, og derfor vurderede man søndag, at man ikke ville kunne nå det, før oprydningsarbejdet.
»Lige nu tager det to timer at implementere de nye overledninger, da det kræver opsætning af manuelle skilte på forbindelsen, fordi vi endnu ikke har de nye digitale skilte på plads, som kan bruges til at advare om modkørende trafik. Vi vil først være færdige med opsætning af de nye digitale advarselsskilte næste sommer. Herefter vil de som udgangspunkt blive benyttet ved alle lukninger,« oplyser Sund & Bælt til Fyens.dk.
I stedet blev konsekvensen altså, at tusindvis af bilister holdt stille i flere timer både på Sjælland og Fyn.



