På bare tre år er der dukket yderligere fem tilfælde op af den smertefulde og sjældne sygdom ALS i Grindsted.

Det kom frem på et møde i Region Syddanmark mandag, fortæller koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen.

»Det er da foruroligende, at der er en del tilfælde af ALS i en by af Grindsteds størrelse,« siger Kurt Espersen.

De fem nye tilfælde er brænde til det bål, der har ulmet i Grindsted siden 2018, hvor debatten om ALS begyndte at trække overskrifter.

TIP OS! Har du kendskab til sagen, hører B.T. gerne fra dig. Skriv en mail til journalisterne bag historien på cweb@bt.dk. B.T. hører også meget gerne fra dig i Facebook-gruppen B.T. dækker generationsforureninger, hvor du kan være med til at præge dækningen.

Det skyldtes, at Ketty Hjøllund, som B.T. tidligere har skrevet om, gik til Region Syddanmark, fordi hun var bekymret over, at så mange i Grindsted fik konstateret den dødelige sygdom.

Bekymringen opstod, efter Ketty Hjøllund mistede sin mand og herefter begyndte at lægge mærke til, hvor mange andre der led samme tragiske skæbne i nabolaget.

Samtidig konkluderede DTU, at forureningen i Grindsted efter Grindstedværket var værre end først antaget og en af Danmarks værste. Det fik Grindsteds indbyggere til at frygte en sammenhæng.

Sidste år frikendte regionen Grindsted for at have en øget forekomst af ALS på baggrund af en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, men forskere har efterfølgende protesteret og pointeret, at der var ting i rapporten, som tydede på, at det gav mening at kigge nærmere på netop ALS i Grindsted.

Senere kunne B.T. fortælle, at de 22 tilfælde af ALS i Grindsted, som rapporten fandt fra 1940 til 2017, var samlet i perioden 1994 til 2017.

Og de 12 blev fundet fra 2010 til 2017.

Siden 2010 er der altså mere end en person med tilknytning til Grindsted, der hvert år får konstateret den frygtede sygdom, og tendensen fortsætter med de fem nye verificerede tilfælde.

En sygdom, der burde være et tilfælde af hver 4.-5. år i en by af Grindsteds størrelse.

Det fremgår af forsøgsprotokollerne til det studie, som skulle undersøge forekomsten af blandt andet ALS, som B.T. har fået aktindsigt i.

Kurt Espersen fortæller, at det nu er op til den forskergruppe, som regionen har nedsat, at vurdere de fem nye tilfælde.