Efterforskningen af tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen genoptages.

Det sker, efter at Københavns Politi i november 2019 ellers meddelte, at der ikke kunne rejses tiltale i sagen, hvor Bettina Jensen blandt andet blev efterforsket for bestikkelse.

Rigspolitiet - der anmeldte Bettina Jensen - klagede til Rigsadvokaten, der nu har bedt Københavns Politi genoptage efterforskningen.

»Som part i sagen er vi blevet gjort bekendt med nye oplysninger i efterforskningen. Det har givet anledning til, at vi ønsker sagen genoptaget. Jeg kan ikke kommentere yderligere på grund af den konkrete efterforskning,« siger Thomas Østrup, koncernstyringsdirektør i Rigspolitiet.

Tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen.
Tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen. Foto: Foto: Bjarne Lüthcke
Vis mere

Baggrunden for efterforskningen er B.T.s afdækning af, at Bettina Jensen blandt andet forgyldte to veninder med lukrative kontrakter uden om de lovpligtige udbud.

Som tidligere afdækket i B.T. købte Bettina Jensen som magtfuld chef for Koncernservice i Rigspolitiet konsulentbistand fra tre konsulenter for 43,3 millioner kroner på blot tre år fra 2011 til 2013.

Opgaverne kom ikke i de lovpligtige udbud, og store udbetalinger på op til 4,5 millioner kroner på bare et halvt år fik eksperter til at undre sig.

En ekspert kaldte de store honorarer til to af konsulenterne for noget, der ligner vennetjenester og dermed korruption.

De 4,5 millioner kroner tilfaldt konsulenten Mariann Færø, der i alt fik 10,5 mio. kroner på blot tre år.

En anden, Christine Thorsen, fik 9,6 mio., mens en tredje, Christian Behrens og firmaet Konsulentgruppen Strandgade, fik over 23 mio. kroner.

Siden B.T.s første afdækning af sagen i 2016 er der blevet lavet tre uafhængige rapporter.

Ifølge den seneste fra revisionsfirmaet PwC var der i mails indikationer på, at Bettina Jensens aftaler med konsulenterne 'var baseret på tætte relationer til Bettina Jensen' og med 'direkte tildeling umiddelbart efter ansættelsen af Bettina Jensen i Rigspolitiet'.

Dog kunne PwC ‘ikke entydigt fastlægge tætte venskabelige forhold af privatlignende karakter’.

Konsulent Mariann Færø fik udbetalt 4,5 millioner kroner for et halvt års arbejde for Rigspolitiet og tidligere afdelingschef Bettina Jensen.
Konsulent Mariann Færø fik udbetalt 4,5 millioner kroner for et halvt års arbejde for Rigspolitiet og tidligere afdelingschef Bettina Jensen. Foto: Fra TV3 'Købmænd på første k
Vis mere

Revisionsfirmaet havde også svært ved at få det fulde overblik over, hvilke opgaver konsulenterne løftede for de mange millioner.

Der manglede nemlig dokumentation for, hvad der var udført for de høje regninger.

'Afledt heraf er der principielt risiko for, at politiet kan have betalt for ydelser, som ikke er modtaget,' lød det i rapporten.

Bettina Jensen blev i februar 2017 fyret og politianmeldt, dels som konsekvens af mistanken om vennetjenester, og dels fordi en stærk kritisk rapport var på vej i sagen.

Den viste, at Rigspolitiet i flere år havde set stort på udbudsloven, når konsulenter skulle hyres.

Efterfølgende blev hun politianmeldt.

Senere viste en rapport fra PwC, at Rigspolitiet havde problemer med udbudspligten ved indkøb for 2,5 mia. kroner i perioden fra 2013 til 2016.