Mens den verserende konflikt lægger pres på hospitalerne melder Aalborg Universitetshospital nu ud, at de ruster op på kræftbehandlingen.

Når det nye sygehus i Aalborg Øst slår dørene op, bliver det nemlig med to nye scannere. En MR-scanner og en PET/CT-scanner.

Region Nordjylland oplyser, at den nye MR-scanner bliver øremærket prostatakræft.

»Det bliver et paradigmeskift i udredningen af prostatakræft med bedre udredning og bedre behandling,« siger ledende overlæge Thomas Halphen fra Urologisk Afdeling.

Den nye MR-scanner kan bruges til såkaldte fusionsbiopsier, hvor MR og ultralydsscanning kombineres for at give en mere præcis diagnosticering. Regionen vurderer, at man med en sådan undersøgelse, undgår at skulle lave vævsprøve af prostata på op til 30 procent af patienterne.

Selvom den nye scanner ikke kan tages i brug endnu, går urologisk afdeling samt radiograferne allerede nu i gang med at specialisere sig i den nye metode. Noget som foregår på en allerede eksisterende MR-scanner på onkologisk afdeling.

»Vi kan ikke vente på, at vi flytter. Derfor er vi godt i gang med at uddanne radiologer, urologer og onkologer til opgaven, og vi forventer at være i drift med den nye metode i løbet af 1. halvår 2022,« siger Thomas Halphen.

Den nye PET/CT-scanner bliver ligeledes et kærkomment redskab, når det nye sygehus står færdigt. Sådan lyder det fra Henrik Bertelsen, der er ledende overlæge på nuklearmedicinsk afdeling.

»PET/CT er et væsentligt element i at kunne yde effektiv og præcis diagnosticering og behandling af vores kræftpatienter, og det er især her, vi kommer til at mærke et kæmpe kvalitetsløft,« siger han.

PET/CT-scanning har været brugt i Aalborg siden 2006 og scanneren bruges også til anden sygdom end kræft. Scanneren bruges ligeledes i diagnosticering af blandt andet sammenklippede lunger, også kaldet pneumothorax, ligesom den også kan bruges i forbindelse med hjertesygdomme og demens.

»Den øgede scannerkapacitet vil betyde en mere robust og effektiv drift – og vil også give kortere undersøgelsestider for patienterne,«  siger Henrik Bertelsen.

De to nye scannere er en del af Region Nordjyllands budgetaftale for 2022. Af budgettet fremgår det, at regionen forventer en samlet pris på 31,5 millioner kroner.