Januar plejer at være der, vi danskerne lover os selv, at NU er det tid til at komme i form igen. Men hos landets fitnesscentre oplever man lige nu et stop i tilgangen af nye medlemmer grundet den verserende coronaepidemi.

Det fortæller Morten Brustad, der er branchedirektør i Dansk Fitness og Helse Organisation:

»Vi plejer jo at have en stor tilstrømning af nye medlemmer i januar, men det er ser ikke ud, som det plejer, i år,« siger han.

Fitnessbranchen har ellers i modsætning til store dele af kulturlivet fået lov til fortsat at holde åbent, trods smittetal der dagligt sniger sig over 20.000 nye tilfælde. Men det har altså ikke lokket nye medlemmer til.

Alligevel glæder Morten Brustad sig over, at omkring 80 procent har holdt fast i medlemskabet og besøger centrene mindst lige så meget, som de plejer.

»Vi har jo oplevet et generelt medlemstab i forbindelse med coronanedlukningen, men heldigvis har en stor del valgt at holde fast. Det er formentlig den del af befolkningen, der ikke gennem hele livet har været vant til at dyrke idræt, som er blevet mest påvirkede, fordi de ikke har haft idræt som en fast del af deres hverdag. Men når smittesituationen er, som den er, så er det måske ikke så underligt,« siger han.

Hvis man er en af dem, der har meldt sig ud, og som ikke får trænet nær så meget, som man plejer, kan det hurtigt få konsekvenser, fortæller professor og overlæge på Rigshospitalet Bente Klarlund.

»Inden for en til to uger kan man se, at man får højere fedtdepoter i blodet, og man taber muskelmasse. Det er ikke sikkert, man tager på, men der kommer mere fedt omkring de indre organer. Det kan påvirke humør og koncentrationsevne, og man øger sin risiko for 35 forskellige sygdomme,« siger Bente Klarlund.

Hun begynder derefter at opremse kræft, hjerte-kar-sygdom, diabetes, knogleskørhed med flere … for ikke at nævne stress og depression.

Men hvad skal man så gøre, hvis man helst gerne vil undgå alle de dårligdomme og har en plan om at forfølge sit nytårsforsæt?

»Der er jo mange steder i landet, hvor man kan se udendørs fitness-redskaber. Og hvis man er typen, der har svært ved at komme i gang, så er mit bedste råd, at man træner sammen med en ven eller partner og laver en fast aftale om at træne fast tre gange om ugen på bestemte tidspunkter,« siger Bente Klarlund.

Men kan fitnesscentrene så ikke bare finde på noget ekstraordinært, der kan lokke danskerne tilbage til centrene? Hvad med at sætte priserne ned, spørger B.T.s reporter?

Afspritning af udstyr og hænder er noget af det, der er med til at sikre, at fitnesscentrene fortsat kan holde åbent trods coronasmitte.
Afspritning af udstyr og hænder er noget af det, der er med til at sikre, at fitnesscentrene fortsat kan holde åbent trods coronasmitte. Henning Bagger

»Jeg har ikke nogen holdning til priserne i fitnesscentrene. Men hvis jeg skulle sige noget generelt, så kunne man jo overveje at indrette samfundet på en måde, hvor der stimuleres til sund adfærd eksempelvis ved at give skattefradrag for 'kontingenter' til idræt, fordi det ligesom med afgifter kan få folk til at ændre adfærd,« siger Morten Brustad.

Men ifølge idrætsprofessor Bjarne Ibsen på Syddansk Universitet (SDU), der står bag den nationale måling 'Danmark i bevægelse', om hvorfor og hvordan vi bevæger os i hverdagen, skal vi dog slet ikke være så bekymrede for, at medlemmerne udebliver fra fitnesscentrene.

»Det er selvfølgelig skidt for fitnesscentrene, men vi kan se i de data, vi har indhentet, at folk er gode til at finde på alternativer,« siger han.

Bjarne Ibsen erkender dog også, at man ikke får den samme træning af kroppen, hvis man træner hjemme eller løber en tur i skoven sammenlignet med de muligheder, der er for for eksempel styrketræning i et fitnesscenter.

I forbindelse med coronaepidemien er det blevet mere normalt at huske at spritte udstyr af, efter man har brugt det i fitnesscentret
I forbindelse med coronaepidemien er det blevet mere normalt at huske at spritte udstyr af, efter man har brugt det i fitnesscentret Henning Bagger

»Det er selvfølgelig vanskeligere, medmindre man køber en masse udstyr, som man kan have derhjemme,« siger han.

Idrætsprofessoren fortæller, at fitnessbranchen er hårdere ramt på tab af medlemmer sammenlignet med foreningslivet:

»Det sociale spiller en mindre rolle for at komme i et fitnesscenter, mens det i højere grad har betydning i en håndboldklub. Så man mister ikke nær så meget ved at stoppe i et fitnesscenter og kommer lettere tilbage til foreningslivet,« siger Bjarne Ibsen.

I videoen herover kan du få gode råd til hjemmetræning, hvis du mangler inspiration.