Når rådhusklokkerne har ringet det nye år ind, træder en række nye love og regler i kraft.

Her er et kort overblik over et par af de vigtigste ændringer – og hvad det kommer til at betyde for dig. 

Moms på fitness

Flere virksomheder og foreninger skal fra 2026 momsregistreres, hvis de tilbyder holdundervisning. 

Det kommer blandt andet til at få betydning for fitnesscentrene og deres mange brugere, idet flere fitnesskæder har varslet højere priser som konsekvens af de nye momsregler.

Unge under 30 år fritages dog for moms.

Regeringen har sagt, at den vil indføre et skattefradrag på blandt andet motion for at afbøde konsekvenserne. Skattefradraget vil få et loft på omkring 1.750 kroner, har Skatteministeriet meddelt.

Elafgiften sænkes

I både 2026 og 2027 sænkes elafgiften til 0,8 øre per kilowatt-time, som er den lavest tilladte i EU.

Det vil give en gennemsnitlig dansk familie med to voksne, to børn og et hus på 150 kvadratmeter en årlig besparelse på omkring 4.000 kroner, skriver TV 2.

Udover elafgiften, som er fast, skal der betales for selve strømmen. Elprisen går op og ned.

Nye skatteregler

Flere nye skatteregler træder i kraft i 2026. 

Den nuværende topskat erstattes af tre skatter: En mellemskat, en topskat og en top-topskat. Du kan læse mere om, hvad det betyder for dig HER.

Derudover stiger beskæftigelsesfradraget, befordringsfradraget udvides og unge under 18 år skal ikke længere betale AM-bidrag af deres indtægt.

Nye barselsvilkår

Forældre til nyfødte spædbørn, som er indlagt får forlænget retten til fravær og barselsdagpenge.

Hidtil har de haft ret til tre måneder, men det forlænges nu til 12 måneder.

De nye regler gælder for forældre til børn, som fødes i 2026 eller senere.

Stop for ydelser til dømte 

Personer, der er dømt til behandling eller anbringelse i retspsykiatrien på grund af kriminalitet, kan ikke længere modtage forsørgelsesydelser som eksempelvis førtidspension og kontanthjælp.

Endelig har der været stor fokus på, at afgiften på kaffe, chokolade og slik fjernes i 2026. Men det sker først til juli.