Hvad er konsekvenserne ved at droppe vaccinen fra Johnson & Johnson egentlig?

Hvor mange risikerer at blive alvorligt syge med covid-19 og dø, fordi vaccinationsprogrammet udskydes, og flere derfor kan blive smittet?

Overraskende nok gør det stort set ingen forskel for indlæggelsestallene, når vaccinen pilles ud.

Det viser et notat for Sundhedsstyrelsen, der har opvejet fordele og ulemper ved at udelade den omdiskuterede vaccine.

Vaccinen fra Johnson & Johnson er ude af det danske vaccinationsprogram sammen med vaccinen fra AstraZeneca. (Photo by DIRK WAEM / BELGA / AFP) / Belgium OUT
Vaccinen fra Johnson & Johnson er ude af det danske vaccinationsprogram sammen med vaccinen fra AstraZeneca. (Photo by DIRK WAEM / BELGA / AFP) / Belgium OUT Foto: DIRK WAEM
Vis mere

Fjerner man de planlagte 2,6 millioner vaccinedoser, som Danmark planmæssig skulle modtage henover sommeren, vil det resultere i 24 flere indlæggelser.

Og her er indlæggelserne vurderet ud fra et meget konservativt estimat, pointerer Sundhedsstyrelsen.

Der vil forventelig være én indlæggelse på intensivafdeling som følge af corona, der kunne være undgået ved at vaccinere.

Omvendt kan man forvente, at brugen af Johnson & Johnson-vaccinen i Danmark ville resultere i, at 12 personer rammes af den alvorlige bivirkning, som har fået navnet VITT.

En tilstand, der har en dødelighed på 40 procent og stor risiko for alvorlige og varige men.

Et regnestykke, der fik Sundhedsstyrelsen til at tage vaccinen ud og sætte den på hylden sammen med den fra AstraZeneca.

»Det er klart, at det er en svær beslutning at tage, når vi står midt i en epidemi, og vi også har måttet fortsætte uden covid-19-vaccinen fra AstraZeneca. Men det, som vi lige nu mister i forebyggelse af alvorlig sygdom i den helt konkrete situation i Danmark, kan ikke opveje risikoen for mulige bivirkninger i form af alvorlige blodpropper hos de vaccinerede,« forklarer vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst i et skriftligt svar til B.T.

Af notatet fremgår det også klart, at vi i Danmark i det hele taget ikke forventer høje indlæggelsestal på det tidspunkt, hvor vi kunne vaccinere med Johnson & Johnson, fordi smittetallene er stabile, sommeren står for døren, og alle de danskere, som er i risiko for alvorlig sygdom, snart er vaccineret.

»Vi har lige nu god kontrol med epidemien i Danmark, og vi har andre vacciner til rådighed. Og så skal man huske, at vi fremover først og fremmest vil vaccinere yngre raske personer,« siger Helene Probst.

Og heri ligger forklaringen på, at andre lande i EU ikke er nået frem til samme facit, når de har regnet på coronasygdom vs. bivirkninger, forklarer Ole F. Olesen, direktør for European Vaccine Initiative (EVI).

»De cost benefit-analyser, man kan lave i andre lande, vil ikke se lige sådan ud. Mens mange lande er hårdt ramt af en tredje bølge, befinder vi os lige nu i et smørhul i Danmark. Sandsynligvis, fordi vi har testet så massivt,« siger han.

Ole F. Olesen pointerer også, at et notat som Sundhedsstyrelsens ikke tager højde for de psykologiske og økonomiske konsekvenser, der er, ved at vaccineudrulningen forsinkes.

»Men der er ingen tvivl om, at vi i Danmark er i en position, hvor vi har råd til at gøre det her. Vi har sparet op til, at vi kan tage den her beslutning.«

Af notatet fremgår det også, at der ikke er fundet et eneste tilfælde af bivirkningen VITT blandt de 180 millioner amerikanere, som er vaccineret med enten Pfizer eller Moderna.