Mundbind kan reducere risikoen for at blive smittet med corona med 80 procent, viser en ny undersøgelse.

Men i den anden ende af skalaen findes der altså også mundbind, der kun sænker risikoen med seks procent.

Det skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Manden bag den nye undersøgelse, den canadiske forsker og professor Holger Schünemann, påpeger, at det store spænd fra seks til 80 procents beskyttelse kan skyldes flere ting.

Det kan blandt andet afhænge af masketyper, smittetryk og forskellige diagnostiske metoder, fremgår det af undersøgelsen, der er foretaget ud fra 172 studier i 16 forskellige lande.

Brugen af mundbind er i den grad noget, der deler vandene hos danskerne. Især efter at regeringen indførte krav til at bære mundbind i den kollektive trafik i Aarhus og generelt anbefaler alle at bruge det landet over, hvis de begiver sig ud i myldretiden.

Det fik i sidste uge Lene Bang til at arrangere en demonstration mod mundbind, der blev afholdt torsdag på Rådhuspladsen i København. Her sagde arrangøren blandt andet til B.T., at det var et voldsomt indgreb, at folk nu skulle bære masker.

»Det er ikke noget, vi er vant til. For nogle år siden blev der indført et maskeforbud, hvorfor skal vi så pludselig gå rundt med mundbind,« lød det fra Lene Bang.

Ifølge den canadiske forsker og professor Holger Schünemann er brugen af mundbind forblevet et omdiskuteret emne på grund af ’en politisering af diskurs og beslutningstagen’:

»I begyndelsen af ​​pandemien rådede mange eksperter mod brug af mundbind ud fra en opfattelse af, at de kunne indebære potentielle risici, såsom selvforurening, hvilket kunne opveje de potentielle fordele, samt man havde en vurdering af, at almen brug af mundbind ville føre til udtømning af udbuddet af mundbind til sundhedspersonaler,« fortæller Holger Schünemann til Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Forskeren forklarer, at der imidlertid blev ændret fokus fra eksperternes side, da de begyndte at påpege flere fordele ved mundbind, hvilket i dag altså har ført til både krav og anbefalinger om brug.

Holger Schünemann har primært undersøgt de kirurgiske masker og efterlyser altså mere forskning i især de mere almindelige stofmasker.

Slutteligt slår han for en sikkerheds skyld fast, at mundbind ikke løser alt, men at en kombination af foranstaltninger altid vil være påkrævet