Aarhus er ramt af bekymrende mange tilfælde af coronavirus, og i forsøg på at inddæmme smitten hurtigst muligt er det nu muligt at gå direkte ud af blokkene i Gellerupparken og hen til et nyt mobilt testcenter, som er etableret i hjertet af bydelen.

Og det er der rigtig mange, der tirsdag benytter sig af, så tålmodighed er en dyd, hvis man vil testes for den frygtede virus.

En kø på flere hundrede meter strækker sig tirsdag eftermiddag op langs Tinesvej og rundt om hjørnet mod Karen Blixens Boulevard og herfra hele vejen rundt om bygningen, hvor testcentret ligger.

»Jeg har stået her i over en time nu. Men der er da vist lang tid igen, før jeg når frem,« siger en maskeret midaldrende herre, som ikke ønsker at få sit navn ud offentligt.

Den mobile enhed er blevet etableret i samarbejde mellem Region Midtjylland, Aarhus Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Styrelsen skriver i et notat, som B.T. er i besiddelse af, at det langt overvejende er mennesker med somalisk baggrund og til dels med libanesisk baggrund, som er ramt af corona i Aarhus netop nu.

Og at årsagen til det aktuelle smitteudbrud højst sandsynligt er private arrangementer, som har været holdt inden for de seneste uger.

Ifølge notatet fra styrelsen kan det blandt andet være en særdeles velbesøgt begravelse – 500 mennesker deltog – for et par uger siden, der har været medvirkende til, at smitten er eskaleret voldsomt i Aarhus og flere nabokommuner i løbet af kort tid.

B.T. har talt med kilder i det arabiske og det somaliske miljø i Aarhus Vest. De siger samstemmende, at det var begravelsen af den skuddræbte 25-årige aarhusianske rapper Shmur, der samlede det enorme følge.

Shmur med det borgerlige navn Abukar Hassan Ali blev 22. juli brutalt dræbt af skud på et areal ved Aarhus Væddeløbsbane.

Da den populære rapper skulle stedes til hvile, samledes de cirka 500 mennesker for at sige farvel til den somaliskfødte aarhusianer.

Langt størstedelen folk med somalisk baggrund og en anden og mindre del med libanesisk baggrund.

Ahmed Mostafa er en af de mange, der tirsdag eftermiddag står i den lange kø til testcentret i Gellerup.

Sammen med flere af sine kammerater venter han tålmodigt, mens køen af mennesker snegler sig langsomt fremad under den bagende sol.

»Der er en dreng fra min klasse, som har fået corona. Så derfor skal jeg testes,« siger han bag sin lyseblå maske, som han behørigt har trukket op, så den dækker både næse og mund.

Hvis man ønsker at blive coronatestet i det nye mobile center i Gellerup, kræver det ingen henvisning fra egen læge.

Det eneste, der kræves, er køkultur. Og altså en god portion tålmodighed.