Juletiden er over os.

For manges vedkommende betyder det, at der skal deltages i et væld af julefrokoster, hvor der som oftest også er en del alkohol involveret.

Men kan du vurdere, hvornår du – forsvarligt – kan sætte dig bag rattet? Formentligt ikke.

Det viser en ny undersøgelse, der er udgivet i Harm Reduction Journal. I denne har et tysk-britisk forskerhold allieret sig med 90 studerende, der indvilgede i at indtage alkohol, til de nåede en promille på 1,1.

Løbende skulle de studerende så selv vurdere, hvornår de havde ramt den famøse promillegrænse for, hvornår man må sætte sig bag rattet, 0,5.

Forsøget, der strakte sig over to dage, beviste, at det ikke just er nemt.

Den første dag fejlvurderede hele 39 procent deres promille, mens det bestemt ikke tegnede bedre på andendagen, hvor den forkerte antagelse gjorde sig gældende for mere end halvdelen af de studerende.

Jo mere alkohol, deltagerne havde indtaget, jo sværere havde de ved at vurdere egen promille.

Det kan altså være særdeles farligt, hvis man fejlvurderer sin promille og derfor vælger at køre hjem fra julefrokosten.

Af samme grund lyder Rådet for Sikker Trafiks anbefaling, at man holder sig til en enkelt genstand, hvis man skal ud at køre – og allerhelst, at man slet ikke indtager alkohol.

Andre læser også