Vægten siger 152 kilo og BMI'et 'svært overvægtig'. Men ude i horisonten venter det, der kan ændre John Rosenkvists liv godt og grundigt.

Der er nemlig ny medicin på vej, der ifølge eksperter kan være 'starten på en revolution'.

Medicinen hedder Wegovy og er et nyt slankemiddel fra Novo Nordisk. Det har potentiale til minimum at hjælpe de 17 procent af den danske befolkning, der går under kategorien 'svært overvægtige'.

En af dem er 63-årige John Rosenkvist.

John Rosenkvist vejer cirka 152 kilo og er 178 centimeter høj. Det giver et BMI på 47,97. Foto: Privat
John Rosenkvist vejer cirka 152 kilo og er 178 centimeter høj. Det giver et BMI på 47,97. Foto: Privat
Vis mere

Han ved godt, at der sidder for meget på sidebenene. Det har der gjort siden 1980erne. Men det er ikke, fordi han ikke har prøvet. Livsstilsændringer. Diætist. Operation. Slankemedicin. Listen med forskellige forsøg er lang. Men det er svært, når man er det, som John Rosenkvist selv kalder 'socialspiser'.

Og han ved da også godt, at der sidder nogle derude og tænker: »Kan du ikke bare lukke munden, løfte røven og komme i gang?«

Men så enkelt er det ikke.

»Jeg har ikke de gyldne råd til, hvordan man gør det,« lyder det fra John Rosenkvist, der fortsætter:

»Jeg er ikke sportsmand. Jeg har det dårligt med at komme ned i fitnesscenteret, for jeg føler, at de slanke mennesker, der pisker afsted, tænker: 'Hvorfor kommer han her?'«

Måske er det Novo Nordisk og Wegovy, der kommer John til hjælp. Bliver produktet godkendt – ligesom det allerede er i USA – forventes det at komme på det danske marked i løbet af 2022.

Wegovy er medicin, der nedsætter appetitten. Det gives via indsprøjtninger, ligesom vi kender det fra eksempelvis diabetesmedicin. Injektion i underhuden en gang om ugen.

For at komme i betragtning til Wegovy skal du have et BMI på over 30 eller større end 27, hvis du samtidig har overvægtsrelateret sygdomme. Det kan eksempelvis være type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdom eller søvnapnø, fortæller Sten Madsbad, der er professor og overlæge på Hvidovre Hospital og blandt andet forsker i fedme.

Ifølge ham er det første gang, vi har set et lægemiddel, der giver så gode resultater.

»Det giver vægttab på 15-17 kilo. Kombinerer man det med en livsstilsændring, så kan man på et år nå op over 20 kilo i vægttab. Men i løbet af 30 til 40 uger vil man allerede have tabt sig meget,« fortæller Sten Madsbad.

En anden, der også̊ er imponeret over Wegovys resultater, er professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg. Han mener, at produktet kan blive starten på en revolution på grund af lægemidlets indtil videre imponerende resultater. Hvor stor 'revolutionen' i givet fald bliver, afhænger af dog af, hvad prisen på Wegovy lander på, forklarer han.

Men netop prisen kender vi ikke endnu. Det kommer an på, hvordan sundhedsmyndighederne stiller sig i forhold til at give danskerne tilskud. Noget, som Lægemiddelstyrelsen ved et lignende produkt tidligere har givet afslag på.

Det vil øge John Rosenkvist livskvalitet, hvis Wegovy kommer til Danmark. Foto: Privat
Det vil øge John Rosenkvist livskvalitet, hvis Wegovy kommer til Danmark. Foto: Privat
Vis mere

Men én ting er i hvert fald sikkert: Både eksperter og John Rosenkvist ser frem til, at medicinen måske rammer det danske marked i løbet af 2022.

»Jeg vil kunne fange mine børnebørn og drille dem lidt mere, end jeg gør i forvejen, og deltage noget mere, når vi er ude at gå, og gå længere. Bare det at kunne røre sig lidt mere. Det vil være fantastisk,« lyder det.

Wegovy blev godkendt i USA i juni i år. På fem uger blev der udskrevet mere end 8.000 recepter.

Nu er medicinen altså på vej til Danmark også. Novo Nordisk har i hvert fald ansøgt Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, om tilladelse til at markedsføre produktet i EU.