Frem mod sommerferien modtager Danmark 700.000 ekstra doser coronavaccine fra Pfizer/BioNTech.

Medicinalfirmaet Pfizer har lagt en ny plan for, hvor mange vaccinedoser selskabet vil levere ugentligt til Danmark de kommende måneder.

Planen er opdateret, efter at selskabet sammen med BioNTech har besluttet at fremrykke leverancerne af deres fælles vaccine mod coronavirus.

Pfizer/BioNTech forventer at levere ekstra 700.000 doser i andet kvartal, skriver Statens Serum Institut på sin hjemmeside.

Fra uge 17 bliver der hver uge leveret mindst 270.000 doser til Danmark.

Og fra uge 22 til uge 26 modtager Danmark mellem 388.440 og 389.610 doser vaccine fra Pfizer/BioNTech om ugen.

Det fremgår af en opdateret oversigt på Statens Serum Instituts hjemmeside.

Vicedirektør Ole Jensen fra Statens Serum Institut påpeger, at de ekstra vacciner fra Pfizer/BioNTech er særligt tiltrængte. Det skyldes, at vaccinen fra AstraZeneca er blevet fjernet fra det danske vaccinationsprogram.

- I en situation, hvor AstraZeneca vaccinen kommer til at spille en mindre rolle i vaccinationen af den danske befolkning, er det meget positivt, at Pfizer kan fremrykke leveringer, som vi skulle have haft senere på året, så de nu kommer før sommeren, siger han i en skriftlig kommentar.

Danmark valgte onsdag som det første land i verden at tage AstraZeneca-vaccinen ud af vaccinationsprogrammet.

Årsagen er en række tilfælde i Danmark og udlandet, hvor personer har fået alvorlige blodpropper efter at være blevet vaccineret med vaccinen.

Allerede onsdag blev det oplyst, at Pfizer/BioNTech vil fremrykke leverancer fra fjerde kvartal til andet kvartal, så Danmark modtager flere doser af vaccinen end tidligere forventet i april, maj og juni.

Først forlød det, at Pfizer/BioNTech vil sende 650.000 ekstra doser til Danmark. Den seneste udmelding fra Statens Serum Institut peger dog på 700.000 ekstra vaccinedoser.

Planen for de ugentlige leverancer er offentliggjort fredag.

/ritzau/