Mange danskere kan i disse dage fremvise en flot samling myggestik.
Modsat sidste sommer, hvor tørken satte en effektiv stopper for de små blodsugere, så har dette års kombination af sol og nedbør nemlig givet gode betingelser for de små vampyrer.
»Vores generelle indtryk er, at der er flere myg end normalt. Oven i det, så mærker vi det ekstra meget, fordi vejret har været så godt, og det betyder, at vi har siddet ude om aftenen, hvor de er aktive,« siger René Bødker, der er seniorforsker ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet.
Det er især de sidste par uger, myggene har haft travlt med at mæske sig i vores blod, fortæller René Bødker:
»Myg kommer i bølger. Lige nu har vi det, vi kalder skov- og strandengsmyg. De plager os i maj og juni og kommer meget, meget pludseligt. De toppede omkring 1. juni og er på vej ned igen.«

Dermed går vi et par uger i møde, hvor risikoen for at blive spist ikke er helt så stor, og stikkene kan nå at hele, inden næste bølge indtræffer.
»Omkring 1. august kommer anden bølge. De såkaldte sumpmyg. De er begyndt at dukke op, og de topper om en måned,« fortæller René Bødker.
Sumpmyggene holder til ved søer, gadekær og vandhuller, og det er derfor især danskere i de områder, som er udsatte. Den type myg er ikke særligt påvirkelige af vejret, så længe de har vand, de kan yngle i, fortæller René Bødker.
Men sommervejret har alligevel afgørende betydning for, hvor slemt vi skal plages af myg.

»Der kan komme en tredje bølge af myg, men det afhænger af, hvor meget nedbør vi får,« fortæller seniorforskeren.
Elendigt sommervejr for mennesker er nemlig optimalt myggevejr.
»Med undtagelse af sumpmyggene, så venter alle de andre myg på skybrud. Strandengsmyg, de sidder og venter, og kommer der ikke mere regn, så siger de: 'Det var det'. Og så venter de med at yngle til næste sommer. Men falder der meget regn, så yngler de som vanvittige,« siger René Bødker.
Du kan følge med i, hvordan antallet af myg, flåter og mitter udvikler sig hen over sommeren, på myggetal.dk.