Hvis du syntes, at det var svært at slippe for hvepsene i sommeren 2018, så er der dårligt nyt. Det bliver nemlig tilsyneladende endnu værre i år.

»Alle ingredienser er på plads til en rigtig slem hvepsesommer,« siger formanden for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer og teknisk chef i Rentokil Skadedyrsbekæmpelse, Claus Schultz.

Ifølge Schultz var 2018 det værste hvepseår nogensinde, og det er det, der er med til at gøre 2019 endnu værre.

Den varme sommer sidste år gav gunstige forhold for hvepsene, hvis dronninger forholdsvis nemt er kommet igennem efteråret og vinteren, fordi de har været så milde.

Det lune forår og den indtil nu varme sommer har givet hvepsene et ekstra skub.

Derfor har Claus Schultz' skadedyrsfirma lige så travlt her i slutningen af juni, som de plejer at have i slutningen af juli – altså en hel måned før normalt.

'Vi tager hvepse meget alvorligt, for ud over, at det gør ondt at blive stukket, er det decideret farligt at være i nærheden af et hvepsebo,' siger Claus Schultz i en pressemeddelelse og fortsætter:

'Man ved aldrig, om næste stik udløser en allergisk reaktion, som kræver hurtig behandling. Det afhænger af, hvor mange stik du har været udsat for. På et tidspunkt siger kroppen fra – og det varierer fra person til person.'

Hvepse bliver mere og mere aggressive i løbet af sommeren.

Det skyldes, at de såkaldte jæger-hvepse ikke længere tjener et formål, da deres opgave med at skaffe føde til nyudklækkede hvepse på et tidspunkt ikke længere er nødvendigt.

Claus Schultz får omkring 10-20 henvendelser om dagen fra folk, der gerne vil have assistance til at få fjernet hvepsebo.

Hvepse spiller en rolle i naturens økosystem og er først et problem, når de er i nærheden af os mennesker.