Forsvaret var for hurtige på aftrækkeren, da de 17. december skrev til 800 ansatte: »Vil du ikke vaccineres og har sejlende tjeneste, så må du finde et andet job.«

Sådan lød beskeden til B.T., da avisen spurgte, om man risikerede sit job som sejlende i Søværnet, hvis man ikke blev vaccineret.

Forsvaret afviste at stille op til interview, men oplyste i en mail, at der ikke var noget vaccinekrav. Man var dog ved at undersøge, om coronavaccinen kunne indgå i kravet til personale, der skulle udsendes på missioner.

B.T. er nu kommet i besiddelse af en mail sendt 15. december fra kommandør og stabschef for Søværnet Mikael Bill, der viser, at der på daværende tidspunkt allerede var taget stilling i sagen.

Den danske fregat Niels Juel, F363, i Aarhus Havn, 18. september 2019.
Den danske fregat Niels Juel, F363, i Aarhus Havn, 18. september 2019. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Såfremt en medarbejder ikke er vaccineret og ikke ønsker at blive det, gennemføres tjenstlig samtale efter gældende regler,« skriver han.

Efter B.T.s artikel 21. december om ledelsens opfordring til, at uvaccinerede kunne finde sig et andet job, sendte kommandør Mikael Bill en ny mail ud 23. december.

Kommandøren understreger, at det kan »medføre ansættelsesretlige reaktioner, herunder advarsel, hjemsendelse uden løn eller afskedigelse« ved manglende forevisning af coronapas.

Et coronapas, som Mikael A.J. Bill i mailen fra 15. december har skrevet kun kan opnås med baggrund i coronavaccinen for de ansatte, der gør sejlende tjeneste.

Men hvis man spørger kommandør for 3. eskadre Steen Engelbrecht Pedersen, er det ikke ensbetydende med, at der er et vaccinekrav i Forsvaret:

»Der er ikke vaccinepligt eller vaccinekrav som sådan,« siger Steen Engelbrecht Pedersen, der dog også fortæller, at Søværnet har valgt at flytte rundt på folk, så de ansatte, der ikke har kunnet fremvise et coronapas uden regelmæssige test – de uvaccinerede – ikke har gjort sejlende tjeneste.

En situation, der ikke er hensigtsmæssig i længden, understreger Steen Engelbrecht Pedersen.

I mailen fra 15. december der står der, det kan have ansættelsesretlige konsekvenser. Ændrer I mening, eller hvad er forklaringen på det?

»Mig bekendt kommer det med ansættelsesretlige konsekvenser helt oppefra, og der kan jeg ikke rigtigt udtale mig om, hvad baggrunden er for det.«

17. december bliver der skrevet til 3. eskadre: Bliv vaccineret eller find et andet job. Hvordan kan man forstå det anderledes, end at man kan blive vaccineret eller fyret?

»Det er skarpt formuleret, det gør vi en gang i mellem i Forsvaret. Det kan godt være, det er for skarpt, men det kan så bare heller ikke stå alene, for det udsnit, du har der, er en fortsættelse af den mail, og den mail er skrevet ovenpå den mail, jeg tror, du har fået aktindsigt i.«

Ja, men jeg har læst det hele, og den her sætning fungerer jo som en opsummering af det, der er gået forud, hvor det er noget mere teknisk sprog?

»Hvis man læser den del af 3. Eskadre-mailen, som du ikke har, så står der også, hvad man skal gøre, og den måde, vi udmønter det på.«

Er det så ikke en ærgerlig formulering? Hvis min arbejdsgiver skrev ud til mig: Bliv vaccineret eller find et andet job, ville jeg tage det som en rimelig klar…

»Som jeg sagde, så er det en skarp formulering, det gør vi nogle gange, det kan godt være, den er for skarp.«

Er den for skarp?

»Det vil jeg ikke sige, men den blev opfattet sådan af nogle, og det har gjort, at vi har opfordret folk til, at hvis der er nogle, som har forståelsesproblemer, så skal de henvende sig til deres lokale chef eller længere oppe.«

Hvis man ikke er vaccineret, men gerne vil beholde sit job, er det første man gør måske heller ikke at sende en mail til sin chef, eller hvordan?

»Jo, man skal jo spørge, hvis man er i tvivl.«

Din personlige holdning, formuleringen: 'Bliv vaccineret mod corona eller find et andet job.' Er den for skarp?

»Den er skarpt formuleret, som vi nogle gange gør i Forsvaret. Den kan åbenbart opfattes for skarpt, men den skal læses sammen med resten af mailen.«

Kunne man finde på at skrive på samme måde en gang til?

»Det er jeg ikke sikker på. Men det kan godt være. Det kommer an på situationen.«

Kommandør Steen Engelbrecht Pedersen oplyser til B.T., at det ikke har haft ansættelsesretlige konsekvenser for nogen ansatte i 3. eskadre, at de ikke har ladet sig vaccinere. Han fortæller også, at han ikke kan oplyse, hvor mange Søværnet har måttet flytte rundt, fordi de ikke vil lade sig vaccinere.

Andre læser også