Har du fået registreret din kat? Hvis ikke, så skal du nok se at få det gjort, for ellers kan den blive givet videre uden varsel, hvis den bliver fundet af andre.

1. juli trådte en ny kattelov i kraft, hvilket betyder, at katte uden øremærke eller chip ikke længere fremlyses i 72 timer, hvis folk finder en kat på afveje.

Det kan være et problem for katteejere, men er til gengæld til stor glæde for dyreinternater som Inges Kattehjem i Odense, skriver Fyens Stiftstidende.

De fik for nylig en underernæret killing på 330 gram ind, som blev fundet helt alene i et krat i Vissenbjerg vest for Odense.

»Nu har han fået noget modermælkserstatning. Så kommer han lige ind og får sig en lur, og så skal vi finde en kattemor hos vores plejefamilier, som forhåbentlig vil adoptere ham,« fortæller Christina Ilsøe, der har arbejdet hos Inges Kattehjem i over 20 år, til avisen.

Men hvis killingen var kommet ind før 1. juli, ville kattehjemmet skulle efterlyse ejerne i mindst 72 timer, før de kunne finde et andet hjem til den.

Lovændringen skal få flere katteejere til at registrere deres katte i et af de to danske katteregistre, hvor kæledyrene enten får en øretatovering eller en chip i nakken.

På den måde sikrer man sig, at ejeren ikke mister ejerskab over katten uden varsel.