En ny, dansk musikfestival forventer at slå dørene op til sommer. Og her er 30.000 gæster med i planerne.
Det fortæller Jonas Nybro, som er talsperson for festivalen, til TV 2 Lorry.
Festivalen vil gå under navnet ØreSound Festival og bliver afholdt på Tiøren på Amager.
Jonas Nybro fortæller, at folk har brug for noget at se frem til, når corona forhåbentlig spiller en mindre rolle i samfundet til sommer.
»Vi tror på, at det er realistisk, at det bliver i år. Derfor vil vi gerne være med til at lancere den i år, så vi kan være med til at kickstarte kulturen, når den åbner op igen.«
Der er fortsat en vis usikkerhed vedrørende sommerens festivaler.
Roskilde Festival er optimistiske, Jelling Musikfestival planlægger med forsigtighed, mens Northside og Tinderbox har svært ved at se festivaler til sommer.
Hos ØreSound Festival er man som nævnt optimistiske og håber på, at coronapas og lyntest kommer til at sikre, at festivalen kan holdes på en sundhedsforsvarlig måde, siger Jonas Nybro til TV 2 Lorry.
ØreSound Festival skal efter planen foregå mellem 12. og 14. august.
Selvom Regeringen har præsenteret en langsigtet plan for, hvornår forskellige områder i Danmark kan åbne, står festivaler i limbo.
Planen indeholder nemlig ikke nogen konkret udsigt for, om musikfestivaler kan få lov til at blive afholdt denne sommer.
Til gengæld står der, at en ekspertgruppe skal komme med forslag til, hvordan større forsamlinger og arrangementer – som eksempelvis en festival - kan afholdes sundhedsmæssigt forsvarligt.

