Aberne er af arten 'rødhåndet tamarin'. Det samme er aben fra Skødstrup, som lørdag aften afgik ved døden hos dyrlægen efter at være blevet fundet i en garage i Skødstrup i kritisk tilstand.
For få dage siden fik Randers Regnskov et opkald fra en mand, der ville sælge to aber af samme type som den, der lørdag aften blev fundet i Skødstrup ved Aarhus, og som senere afgik ved døden.
Det fortæller direktør for Randers Regnskov, Henrik Herold, nu til TV 2 ØSTJYLLAND.
»I torsdags blev vi kontaktet af en herre, der talte med accent, som spurgte, om vi var interesseret i to aber,« siger han.
Aberne, som regnskoven blev tilbudt, er af arten 'rødhåndet tamarin'. Det samme er aben fra Skødstrup, som lørdag aften afgik ved døden hos dyrlægen efter at være blevet fundet i en garage i Skødstrup i kritisk tilstand.
Det oplyser dyrelægen til TV 2 ØSTJYLLAND søndag.
Direktøren har derfor kraftig mistanke om, at der er sammenhæng mellem de to sager.
»Det er jeg ret overbevist om.«
»Vi fik også tilsendt billeder af aberne på en telefon. Det er fuldstændig samme slags og samme art,« siger han.
Og da Randers Regnskov senere på dagen ringede tilbage til manden, så var der også kun én abe tilbage.
»Jeg tror, det er en af de sager, hvor ejerne sætter dyrene til salg, når dyrere begynder at skrante,« siger han.
Derfor har Randers Regnskov nu meldt episoden til politiet. Ikke fordi det er ulovligt at have denne type abe privat i Danmark. For det er det ikke. Det kan man også læse ud af bekendtgørelsen 'om forbud mod hold af særlige dyr'. Men fordi folk skal passe dem ordentligt, hvis de vælger at anskaffe sig en, og det kræver en hel del.
»Det ligner, at der er nogle, som ikke har evnet at passe den, og så har de i desperation taget den dårligste beslutning, som de kunne, og valgt at sætte den fri.«
»Jeg er forarget og gal. Det er en omgang svineri. Det synes jeg ikke, at man kan tillade sig,« siger han.