Bonbon-Land har fået ny direktør.

Lars Fahlmann overtager posten efter Mattis Willms, der døde i maj.

Det skriver forlystelsesparken i en pressemeddelelse.

»Jeg er meget stolt over at være blevet tilbudt stillingen, da jeg holder meget af BonBon-Land. Jeg ser store udviklingsmuligheder i parken, så jeg glæder mig enormt meget til det videre arbejde, og hvad der ellers måtte komme af nye tiltag,« udtaler den nye direktør.

Lars Fahlmann har været konstitueret i stillingen, siden Mattis Willms døde i maj.

Fahlmann har været ansat i forlystelsesparken i 12 år.

Det kom som et chok for medarbejderne i Bonbon-land, da Mattis Willms pludselig døde af et hjertestop i maj.

Kun 41 år gammel.

»Han var helt særlig og vellidt. Nogle kalder ham den sødeste mand, og det var han også. Derfor er hans bortgang meget svær for os alle,« sagde presseansvarlig Mette Christina Nielsen dengang til B.T.