Direktøren for BonBon-land, Mattis Willms, er død i en alder af 41 år.

Det bekræfter forlystelsesparkens presseansvarlige, Mette Christina Nielsen, over for B.T.

Hun siger, at det endnu er uvist, hvad den afholdte direktør døde af.

»Vi ved det simpelthen ikke. Kun at det er hjertestop. Han døde fredeligt, har vi fået at vide«, siger hun.

Det er en usædvanligt populær erhvevsleder, der pludselig er gået bort, fremhæver hun.

»Han var helt særlig og vellidt. Nogle kalder ham den sødeste mand, og det var han også. Derfor er hans bortgang meget svær for os alle,« siger Mette Christina Nielsen.

Mattis Willms blev direktør for BonBon-land i 2016. Inden da var han blandt andet ansat hos Royal Caribbean Cruise Line og DFDS Norge, ligesom han var direktør i Skandinaviens største vandpark Bø Sommarland i Telemark i Norge.