Erkend en stor brøler på netop det område, hvor du er chef. Men få alligevel kassen i bonus for dit arbejde.

Tro det eller ej.

Faktum er, at det sidste år var virkeligheden for Rigspolitiets it-direktør, Lars Ole Dybdal.

Som B.T. allerede har afdækket, er han den af politiets chefer med resultatlønskontrakt, der har fået udbetalt den suverænt højeste bonus for sidste års arbejde.

For 2018 fik it-direktøren i alt 170.000 kr. ud over sin almindelige løn.

Det er næsten dobbelt så meget som listens nummer to, rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, der fik 90.000 kr. udbetalt.

Og langt mere end landets politidirektører, der alle fik mellem 35.000 kr. og 75.000 kr.

Men har der så slet ikke været erkendt nogen fejl på it-direktørens område i 2018, siden han fik den klart højeste bonus for politibosserne?

Svaret er: Jo.

Sagen er denne:

Tilbage i 2015 skulle en såkaldt Tibet-kommission undersøge, hvorfor betjente under en række kinesiske lederes statsbesøg i København besluttede at fjerne flagene fra ellers ret fredelige Tibet-demonstranter.

Den 22. maj 2018 viste det sig dog, at en lang række interne e-mail sendt mellem medarbejdere i politiet om netop Tibet-sagen pludselig var dukket op.

Det var opdaget i en rutinemæssig kontrol foretaget af Rigspolitiets Koncern IT, hvor Lars Ole Dybdal altså er direktør og har været det siden marts 2016.

Samlet blev der fundet 678 gigabyte mailarkiver fordelt på 1658 filer og 826 brugere.

I størrelse svarer det til langt over hundrede film af høj kvalitet på en streamingtjeneste.

Tibet-kommissionen havde aldrig fået disse e-mail tilsendt, men nu viste rutinekontrollen altså, at de fortsat var tilgængelige.

De nyopdagede e-mail blev videresendt til Justitsministeriet i juni 2018 og dermed årsag til, at Tibet-kommissionen har genåbnet sagen.

»Rigspolitiet kan oplyse, at der ikke var tale om slettede e-mail, men om e-mail, der skulle have været slettet, men som på grund af den daværende pladsbegrænsning i politiets systemer var blevet placeret i særlige mailarkiver,« siger Rigspolitiets pressechef, Thomas Kristensen.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lars Ole Dybdal til, at han har fået så høj bonus, samtidig med at have erkendt stor fejl i den afdeling, han er chef for

7. juni 2018 erkendte Lars Ole Dybdal dog over for Ritzau, at der var begået en beklagelig fejl.

»Der er tale om en beklagelig fejl, hvor vi i forbindelse med en omlægning af mailsystemet har ladet en udgave af nogle medarbejderes mailarkiver ligge på en server,« sagde han.

Rigspolitiet har besluttet ikke at fortælle B.T., hvad der er opfyldt af konkrete mål for den udbetalte bonus.

Fra både rød og blå fløj er der da også brugt hårde ord som 'helt skævt', 'sløset' og 'en uskik' om den melding.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, finder nu årsagen endnu mere grotesk.

»Jeg synes, at det er dybt utilfredsstilende, at der er givet så høj en bonus til it-direktøren hos Rigspolitiet. Især når der er lavet fejl i den afdeling, han er chef for, så det vil jeg nu stille spørgsmål om til ministeren,« siger han.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har allerede slået fast, at han er imod den ekstra resultatløn.

Både til politiets bosser samt andre ledere på hans ministeriums område.