Nye oplysninger viser, at Jeppe Kofod i forvejen kendte den 15-årige pige, som han havde sex med ved et DSU-seminar i 2008.

B.T. kan afsløre, at pigen få uger før seminaret hos ungdomspartiet var i en uges folkeskolepraktik hos Socialdemokratiet på Christiansborg.

De nye informationer sår samtidig tvivl om den dengang 34-årige Jeppe Kofods forklaring: at han ikke vidste, at pigen kun var 15 år.

B.T. har både skriftlig dokumentation samt fotodokumentation for, at pigen var i erhvervspraktik hos partiet.

B.T. har dog valgt ikke at offentliggøre materialet, da det vil afsløre hendes identitet.

Da sagen kom frem i pressen, forklarede den dengang 34-årige Jeppe Kofod sig over for sit politiske bagland på Bornholm.

Han skrev i en mail, at han 'ikke umiddelbart var klar over, at pigen kun var 15 år'.

Derefter tog hans kredsformand på Bornholm, Anette Stæhr, Jeppe Kofod i forsvar.

Anette Stæhr sammen med Jeppe Kofod, der blev mødt med klapsalver, da han, otte dage efter skandalen kom frem, blev genvalgt som spidskandidat på Bornholm. Samtlige syv partiforeninger på Bornholm støttede ham.
Anette Stæhr sammen med Jeppe Kofod, der blev mødt med klapsalver, da han, otte dage efter skandalen kom frem, blev genvalgt som spidskandidat på Bornholm. Samtlige syv partiforeninger på Bornholm støttede ham. Foto: Poul-Erik Rath Holm
Vis mere

»Han har tabt hovedet et sted, hvor der var liv og glade dage, og det er han ikke den første mand, der gør,« sagde hun til Politiken.

Opbakningen fra kredsformanden betød, at Jeppe Kofod til lyden af store klapsalver blev genvalgt som partiets spidskandidat på Bornholm 2. april 2008 – otte dage efter, at skandalen var kommet frem i medierne 25. marts.

»Jeres opbakning har rørt mig dybt, og det varmer,« sagde Jeppe Kofod på generalforsamlingen, som man kan se i videoen øverst i artiklen.

Men ifølge kilder, der dengang var medlemmer af DSU og var fortrolige med pigen, måtte Kofod kende til hendes alder og vide, at hun var folkeskoleelev.

Tidligere DSU'ere fortæller, at den 15-årige folkeskoleelev mødte og talte med Jeppe Kofod, allerede da hun var i erhvervspraktik hos partiet på Christiansborg.

»Hun talte om, at hun kendte Kofod fra praktiktiden,« siger en tidligere DSU'er, der var til stede på Esbjerg Højskole.

Det var pigens egen idé og ønske at blive praktikant hos partiet i februar 2008 på grund af hendes store interesse for politik.

I måneden efter tog hun i påskeferien sammen med omkring 200 andre unge til DSU-seminar på Esbjerg Højskole.

Jeppe Kofod blev genvalgt som spidskandidat på Bornholm otte dage efter, at sagen kom frem i medierne. Foto: Poul-Erik Rath Holm
Jeppe Kofod blev genvalgt som spidskandidat på Bornholm otte dage efter, at sagen kom frem i medierne. Foto: Poul-Erik Rath Holm
Vis mere

B.T. har via fire kilder, der var til stede ved seminaret, rekonstrueret, hvad der skete den aften.

Jeppe Kofod var som moderpartiets udenrigsordfører inviteret til at undervise de unge om international politik.

Efterfølgende blev han hængende i højskolens bar og sludrede med de unge DSU'ere – hvilket ikke var unormalt.

Den 15-årige pige, som allerede kendte Jeppe Kofod fra sin tid som praktikant, faldt i snak med Kofod. Hun var særligt interesseret i udenrigspolitik.

På det tidspunkt blev flere af de unge DSU'ere opmærksomme på, at de talte sammen, og da pigen og Kofod forlod baren og gik ovenpå, blev de bekymrede.

Fire unge DSU'ere gennemsøgte højskolen og endte ved Jeppe Kofods værelse, hvor der var tændt lys.

De bankede på og spurgte efter pigen.

Tidligere har der været beretninger om, at pigen blev fundet i badeværelset, blandt andet i B.T.s podcast 'Det vi taler om', men det var ifølge førstehåndskilderne ikke tilfældet.

Efter de havde banket på, gik der et par minutter, før Kofod åbnede døren og lukkede pigen ud af værelset.

Hun var ulykkelig. Hun græd. Blev mere og mere ulykkelig.

Den ene DSU'er tvang sig adgang til Kofods værelse. Politikeren stod på gulvet med et håndklæde svøbt om livet.

De fire unge skældte ham ud. En af DSU'erne skubbede Kofod op mod væggen og råbte: »Hvad fanden har du gang i?«

Kofod benægtede, at han havde haft sex med pigen.

Men hun fortalte de unge DSU'ere en anden historie.

Hun var grædefærdig over at have haft sex med den 19 år ældre mand, der havde inviteret hende med op på værelset for at tale om politik over et par øl.

B.T. har sendt fem spørgsmål til Jeppe Kofod, men han har ingen kommentarer, oplyser hans pressechef.

I dag er Anette Stæhr stadig formand for Socialdemokratiet på Bornholm. B.T. har spurgt hende, om Jeppe Kofod nogensinde fortalte, at pigen havde været i erhvervspraktik hos Socialdemokratiet.

»Jeg har ikke nogen kommentarer til det, for den sag er 12 år gammel. Vi har behandlet den, og Jeppe har undskyldt.«

Men du tog ham jo i forsvar, da han fortalte dig, at han ikke vidste, hun kun var 15 år?

»Nej, det har jeg ikke gjort. Jeppe Kofod har hele tiden fortalt mig, at hun var 15.«

Du er citeret for i Politiken at sige, at han skrev til dig. Jeg citerer: 'Han skrev desuden, at han ikke umiddelbart var klar over, at pigen kun var 15 år'. Det er du citeret for at sige i Politiken?

»Okay. Jeg har ikke flere kommentarer til det.«

Vidste du, at hun havde været i erhvervspraktik?

»Jamen, jeg har ikke yderligere kommentarer. Den sag er slut for mig.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Jeppe Kofod til de nye oplysninger.