Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) undskylder og tager det fulde ansvar for en sexsag fra 2008, som de seneste dage er blusset op igen. Det siger han til TV2.

Jeppe Kofod siger desuden, at han angrer, og at han ønsker, at det aldrig var sket.

»Det er en sag, jeg har fortrudt så mange gange. Jeg ville ønske, jeg bare kunne lave det om, og at det ikke var sket. Det skete. Jeg har lært af sagen, og jeg ville ønske, at det ikke var sket, og at hun ikke var blevet bragt i sådan en situation,« udtaler udenrigsministeren torsdag aften til TV 2.

»Jeg ved godt, det ikke er nok at undskylde. Jeg ville ønske, at jeg kunne lave det om. Det eneste, jeg kan gøre, er at angre,« siger han videre.

Adspurgt af TV 2's journalist, om han vil trække sig fra sin post efter sagens genopblusning, svarer udenrigsministeren, at han fortsat kan se, at der er tillid til ham som politiker:

»Den her sag har været kendt i over 12 år. Da den kom frem i 2008, tog jeg det fulde ansvar. Jeg undskyldte offentligt, jeg mistede alle mine poster - med rette,« siger Jeppe Kofod og fortsætter:

»Jeg har gjort noget, jeg fortryder så uendeligt. Jeg kan lære af sagen. Jeg kæmper for Danmark, og jeg synes, jeg gør en forskel, og jeg er også glad for at se, at der er tillid til min gerning som udenrigsminister.«

Jeppe Kofods undskyldning kommer efter flere dages pres for en sag, der stammer tilbage fra 2008.

I påsken 2008 havde daværende folketingsmedlem og udenrigsordfører for Socialdemokratiet Jeppe Kofod sex med en 15-årig pige. Det skete til et DSU-møde i Esbjerg, hvor Jeppe Kofod skulle holde oplæg.

Efter episoden tog Kofod det fulde ansvar og gav en offentlig undskyldning.

Historien er blevet aktuel igen, efter at tv-værten Sofie Linde i forbindelse med årets Zulu Comedy Galla delte sine oplevelser fra mediebranchen om sexchikane.

Jeppe Kofod har tidligere har påstået, at han ikke vidste, at pigen, han havde sex med den aften i 2008, kun var 15 år gammel.

Torsdag kunne B.T. dog afsløre, at pigen få uger før seminaret hos ungdomspartiet var i en uges folkeskolepraktik hos Socialdemokratiet på Christiansborg. Det sår tvivl om, hvorvidt Kofod reelt var uvidende om pigens unge alder.