Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

En tåre titter frem i 23-årige Cecilie Thurecht Jensens ene øje, og hun tørrer den væk.

»Alt det, vi havde, er bare væk. Det var vores hjem i sidste uge, men nu er det bare murbrokker,« siger hun.

B.T. har onsdag mødt Cecillie og hendes kæreste, 25-årige Magnus Madsen, på Grøndals Parkvej i Vanløse.

Stedet, hvor 90 familier fredag mistede deres hjem til en historisk voldsom brand, der i hast bredte sig fra bygning til bygning.

Her ses parret Cecilie Thurecht Jensen og Magnus Jensen, der lige nu befinder sig hos sidstnævntes forældre, fordi deres lejlighed var en af de 90 ramte lejligheder ved fredagens brand i Vanløse. Foto: Privat.
Her ses parret Cecilie Thurecht Jensen og Magnus Jensen, der lige nu befinder sig hos sidstnævntes forældre, fordi deres lejlighed var en af de 90 ramte lejligheder ved fredagens brand i Vanløse. Foto: Privat.
Vis mere

For Cecilie Thurecht Jensen, der er studerende på Roskilde Universitet, og Magnus Madsen, som er skolelærer, har branden været en frygtelig oplevelse.

Forløbet har taget så hårdt på dem, at begge nu er sygemeldte ugen ud.

Hovedstadens Beredskabs operationschef, Frank Mikkelsen, beklager da også de misforståelser, de har oplevet, og han vil lære af det her i fremtiden.

Men det vender vi tilbage til.

Her ses etageejendom på Grøndals Parkvej i Vanløse blev fredag 25. marts 2022 raseret af en omfattende brand. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2022)
Her ses etageejendom på Grøndals Parkvej i Vanløse blev fredag 25. marts 2022 raseret af en omfattende brand. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2022) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Lad os nu gennemgå deres dage efter branden, der udviklede sig værre og værre.

Fredag eftermiddag var Cecilie Thurecht Jensen og Magnus Madsen ude at køre en tur.

Da de kom ind på Grøndals Parkvej, kunne de se en sky af røg.

»Vi blev mødt af en politimand, der sagde, at der var brand. Vi tænkte, at det jo måtte være et andet sted end lige der, hvor vi bor,« forklarer hun.

Men de kunne se, at der var ild i taget på den boligblok, hvor de bor på anden sal.

Parret måtte bare vente og vente ude på gaden.

»Vi stod udenfor i flere timer og kiggede på branden, der bredte sig mellem tagene. Vi håbede selvfølgelig på, at flammerne ikke gik nedad og ramte vores lejlighed,« siger Cecilie Thurecht Jensen.

Klokken 18 om fredagen kom en brandmand med en oversigt over lejlighederne, der var ramt af branden.

»Han sagde, at de havde fået branden under kontrol, og de skulle lige vurdere, hvad der var sket med folks lejligheder, men hvis man boede i tagetagen eller på tredje sal, så var lejligheden helt brændt af,« siger hun.

Parret spurgte så, hvad der var sket med deres lejlighed på anden sal.

»Vi fik meget specifikt at vide, at der nok var røg, sod og vandskade i vores lejlighed, men den var ikke brændt ned,« siger hun og tilføjer:

»Det gav os håb og fortrøstning om, at vores hjem var der endnu.«

Weekenden over tilbragte parret hos Magnus Madsens forældre, der i øvrigt er ejere af lejligheden.

Om søndagen var de inviteret ned på en lokal skole, hvor politi, brandmænd, og forsikringsselskaber var til stede.

Ifølge Cecilie Thurecht Jensen kunne de dog ikke sige noget om deres lejlighed.

»Der var noget spørgerunde, men vi hørte ikke andet, end de ville rive bygningerne ned på Godthåbsvej. Der var ikke nogen meldinger om vores vej,« siger hun og fortsætter:

»Det regnede vi jo heller ikke med, når vores lejlighed ikke var brændt ned.«

Tirsdag aften fik de så begge et kæmpe chok.

Et familiemedlem havde taget et billede af deres nu tidligere lejligheder, der var blevet helt splittet ad og nu kun bestod af murbrokker og smadrede ejendele.

»Det knuste vores hjerter, da vi så det billede af vores lejlighed, der var helt lagt i ruiner« siger hun.

Cecilie slår fast, at hun har stor respekt for brandmændenes svære arbejde med den enorme brand.

Men det her er bare ikke godt nok.

»Vi synes, at det var hårdt, når en brandmand om fredagen først sagde, at branden var slukket, og vores lejlighed trods røg, sod og vandskader stod endnu. Og uden at give os nogen information blev den så bare revet ned,« siger hun.

Hun slår ligeledes fast, at kærestens forældre også var i chok over billedet, da de som formelle ejere intet havde hørt om nedrivningen.

B.T. har talt med Frank Mikkelsen, der er operativ chef i Hovedstadens Beredskab, om Magnus og Cecilies oplevelser.

»Jeg har gennemgået forløbet med vores eksperter. Og jeg kan konstatere, at branden fredag aften klokken 18 ikke var helt slukket, så det var ikke sikkert, at lejligheder på anden sal ville undgå at blive brændt ned,« siger han.

Men hvad siger du så til Cecilie og Magnus, når de fredag fik at vide, at lejligheden ikke var brændt ned, mens de så fire dage senere om tirsdagen kunne se, at den var revet ned?

»Det skal jeg stærkt beklage for dem. Branden udviklede sig så hastigt, at situationen ændrede sig hele tiden. Det skete på en måde uden fortilfælde,« siger han.

Efter Cecilies og Magnus har fortalt om deres forløb, vil I så gøre noget anderledes næste gang, der kommer en stor brand, der spreder sig?

»Jeg vil gerne sige, at vi fremover selvfølgelig skal passe på med at udtale, at nogen boliger ikke vil brænde ned, hvis der fortsat er usikkerhed om det,« siger han.

Cecillie sætter stor pris på beklagelsen.

»Jeg har kæmpe respekt for alle, der har forsøgt at redde ejendommen, og har stor forståelse for, at det har været en uoverskuelig og næsten umulig opgave. Men at få bekræftet, at kommunikationen ikke har været ideel, er stærkt værdsat,« siger hun.

Parret bor fortsat hos Magnus' forældre, mens de søger en ny lejlighed at bo i.

Andre læser også