»Det mest skræmmende af det hele var at se min søster, der står og græder og råber. Hun får et panikanfald og skriger, 'Marcus, vi dør nu'.«

Sådan siger 17-årige Marcus Alexander Aroli til B.T. godt to dage efter, han blev overfaldet af en gruppe på ni drenge på Albertslund Station, mens hans lillesøster så på.

Det er søndag i det lille hjem i Taastrup. Kun et bjæf fra families hund og regndråberne mod ruden bryder stilheden.

Marcus Alexander Aroli sidder i sofaen og kigger ud ad vinduet. Han har sovet her i stuen sammen med sin mor de seneste nætter efter det voldsomme overfald, der varede omkring en halv time med adskillige knytnæver i ansigtet, spark i knæhaserne og flere forsøg på at skubbe ham ud på skinnerne foran et tog.

17-årige Marcus Alexander Aroli i sit hjem i Taastrup
17-årige Marcus Alexander Aroli i sit hjem i Taastrup Foto: Trina Nielsen
Vis mere

»Jeg var så traumatiseret, at jeg simpelthen ikke kunne sove oppe i min egen seng,« siger Marcus Alexander Aroli.

Han er bange og har ikke lyst til at bevæge sig uden for døren de her dage. For selvom politiet natten til søndag anholdt og sigtede en 17-årig i sagen, ved han, at de andre drenge stadig er derude. Og deres venner.

»Jeg vil slet ikke være i nærheden af stationer, fordi problemet er, at jeg ved jo, det er folk, der kender folk. Det stammer jo også tilbage fra ghettoer,« siger Marcus Alexander Aroli, der aldrig havde set sin overfaldsmænd før.

»Hvis der er nogen, de kender, som har hørt om mig, og de finder mig, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg bliver slået ned igen.«

Marcus' mor kommer ind i stuen og sætter sig på stolen over for ham, mens han fortæller videre, at han i løbet af overfaldet tænkte, han kunne dø af det, da en af drengene forsøgte at trampe ham i hovedet.

Men det var ikke det værste, fortæller han.

»Det der med, at min søster skulle se sin storebror blive tæsket på den måde... Det var nok noget af det mest forfærdelige ved det hele,« siger han.

Natten efter overfaldet kom hun ned til ham og moren, der lå i stuen:

Marcus Alexander Aroli sammen med familiens hund
Marcus Alexander Aroli sammen med familiens hund Foto: Trina Nielsen
Vis mere

»Min lillesøster kommer ned helt grædefærdig og siger, hun ikke kan sove. Hun er fuldstændig færdig. Jeg tror faktisk, hun er mere traumatiseret end nogle af os andre, fordi hun så det hele og frygtede for at skulle miste sin storebror.«

Selvom han under overfaldet kæmpede for at beskytte sig selv, havde han hele tiden et øje på sin lillesøster og hendes tre veninder, der stod på perronen og overværede det hele.

»Jeg holdt hele tiden øje, så godt jeg kunne, med, om de gjorde noget mod min søster. Men de havde fuldt fokus på mig. Jeg er dog ikke i tvivl om, at hvis jeg ikke havde været der, så havde de også gjort dem noget,« siger Marcus og holder en pause, inden han fortsætter:

»Det var bare et spørgsmål om lige at finde den rette person, de kunne slå ned. Det vil jeg slet ikke tænke over.«

Den 17-årige, der nu er anholdt og sigtet for vold, fremstilles søndag i grundlovsforhør. Og Marcus Alexander Aroli håber, at de andre gerningsmænd også bliver fanget.

»Jeg vil i hvert fald være utryg indtil da. Jeg tør slet ikke bevæge mig uden for døren,« siger han.

Han har fået at vide af politiet, at de i forvejen kendte til de her drenge:

»Politiet sagde, de godt vidste, at de altid står på Albertslund Station. Der er ikke nogen tvivl om, at de har gjort det her før og nok også vil gøre det igen.«

Marcus Alexander Aroli, 17 år
Marcus Alexander Aroli, 17 år
Vis mere

Marcus Alexander Aroli fortæller, at der var mange folk på stationen, mens overfaldet stod på.

»Men der var ikke nogen, der gjorde noget. Der var et kærestepar i 20'erne, og de stod bare og kiggede. Der var ikke nogen, der ringede til politiet eller noget. De steg bare på toget, lige så snart det kom.«

Hvad tænker du om, at folk så på uden at gøre noget?

»Jeg forstår det ikke, fordi jeg var overladt til mig selv. Og hvis jeg nu havde slået igen, så havde det ikke bare været ni personer, så havde det været alle de 30 mennesker, der havde stået der, og så havde jeg nok været død,« siger han.

Han fortæller, at de ni drenge, der overfaldt ham, var en del af en større gruppering på omkring 30 drenge, hvor alle bortset fra én var af anden etnisk herkomst end dansk.