»Han vil ikke ud ad døren, og han siger, at han aldrig nogensinde skal på en station igen. Han er rimelig traumatiseret.«

Det fortæller Claudia Aroli til B.T., efter hendes 17-årige søn blev overfaldet på Albertslund Station fredag aften.

Sønnen Marcus Alexander Aroli skrev lørdag et længere Facebook-opslag, hvor han under billeder af sine skader på kroppen beskriver, hvordan han blev overfaldet af en gruppering på ni fyre.

De ni fyre, som han selv beskriver som indvandrere, kom uprovokeret hen til Marcus Alexander Aroli og hans lillesøster, inden de begyndte at tæske løs på den 17-årige dreng.

Claudia Aroli er dybt chokeret over, at det lige netop skulle ske for hendes søn, da han aldrig selv kunne finde på at gøre en flue fortræd.

»Marcus er noget af det mest høflige og velopdragne. Han kunne aldrig drømme om at tale grimt til folk, selvom de taler grimt til ham,« siger moren og fortsætter:

»Jeg tror bare, de har udset sig ham som mål fra start.«

Fyrene, der slog hendes søn adskillige gange i ansigtet med knyttede næver, prøvede også to gange at skubbe ham ned på skinnerne, fortæller moren.

Og det var netop den detalje, politiet bed allermest mærke i og så som det værste af det hele, siger hun.

Claudia Arolis datter, Marcus’ lillesøster, overværede det hele på stationen og kunne ikke gøre andet end at ringe hulkende til moren.

Hun fik opkaldet, mens overfaldet stadig stod på, så Claudia Aroli kørte i hast afsted mod Albertslund Station og ringede til politiet samtidig.

Da politiet kom frem, var gerningsmændene forsvundet, og en ambulance kørte Marcus til Hvidovre Hospital, hvor han blev tjekket for sine skader.

Marcus’ Facebook-opslag er blevet delt over tre tusind gange. De fleste beskeder, han har modtaget er søde og støttende, men han har også fået flere mere eller mindre truende beskeder om, at han skal slette opslaget, fortæller moren og siger, at beskederne kommer fra nogle falske profiler.

Claudia Aroli har også modtaget en masse beskeder fra folk, der skriver, at de også har haft ubehagelige oplevelser med den samme gruppering på Albertslund Station.

‘Jeg er selv fra Albertslund, og jeg lader ikke min 14-årige gå ud om aftenen,’ var der en, der havde skrevet til hende.

Claudia Aroli fortæller, at Marcus lørdag er meget medtaget og derfor bare har brug for at hænge ud med sine venner på værelset.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Københavns Vestegns Politi.