»Jeg har brug for at se den her mand i øjnene.«

Ordene kommer fra 28-årige Louise Lehmann Nielsen, der nu skal møde den mand, der påkørte en barnevogn med hendes fem uger gamle søn i, hvorefter han flygtede fra stedet.

»Politiet har spurgt mig, om jeg havde lyst til at mødes med manden i et såkaldt konfliktråd, og det har jeg valgt at sige ja til. Han har også sagt ja til at mødes med mig,« siger Louise og fortsætter.

»Jeg vil gerne have fået sat ansigt på ham, og høre tingene fra hans side. Hele dagen i går kørte den samme film af uheldet oppe i hovedet på mig, og det her møde kan være et skridt på vejen mod at få lukket ned for den film.«

Louise Lehmann Nielsen
Louise Lehmann Nielsen Foto: Privatfoto
Vis mere

Onsdag meldte en 20-årig mand sig selv for at have påkørt barnevognen efter, at flere medier herunder B.T. skrev om hændelsen.

Louise har ikke mange forventninger til mødet, men en ting regner hun med at få med fra manden.

»Jeg forventer en undskyldning. Det er et møde, hvor han kan sige til mig. at han er rigtig ked af det, der er sket. Jeg er glad for, at han også vil mødes med mig, det viser også, at han tager ansvar for sin handling. Jeg har ikke det store at sige til ham, jeg føler, at det er ham, der skylder mig noget.«

Louise fortæller også, at der især er to spørgsmål, som hun søger svar på. Hvorfor stoppede han ikke? Og hvad fik ham til at melde sig selv?

Da B.T. fanger Louise over telefonen torsdag aften, kan man tydeligt høre den lille søn blive madet i baggrunden. Et scenarie, der i værste tilfælde ikke havde kunne udspille sig i dag.

Barnevognen, der blev påkørt.
Barnevognen, der blev påkørt.
Vis mere

Alligevel kan Louise godt sætte sig ind i hovedet på den 20-årige mand, der et døgn efter uheldet meldte sig selv.

»Nu hvor jeg kender hans alder, tænker jeg, at forklaringen på hvorfor han ikke stoppede, ligger der. Han er garanteret gået totalt i panik, og så har han efterfølgende tænkt, at det måske ikke var så godt.«

Hvornår mødet mellem Louise og flugtbilisten skal være, ved Louise ikke, da der også er noget corona, der spiller ind. Hun har ikke gjort sig nogle tanker om, hvordan hun vil reagere, når hun sidder over for manden, men hun regner med, at der vil komme nogle tanker, når dagen for mødet kommer.

Den uhyggelige hændelse fandt sted tirsdag omkring klokken 14.20. Der var netop blevet grønt for Louise Lehmann Nielsen, da hun begav sig ud i et lyskryds på Nibevej ved Skalborg i Nordjylland.

Med høj fart bragede en sølvgrå stationcar ind i Louise Lehmann Nielsens barnevogn med hendes fem uger gamle søn i.

Heldigvis ser det ud til, at den lille ny verdensborger slap med skrækken. Louise og sønnen har været indlagt til observation natten over og er nu kommet hjem igen. Foruden et vrid i ryggen som følge af sit forsøg på at holde godt fast i barnevognen, så har de det begge godt.