»Hvis du havde sagt til mig, at jeg skulle sidde og forhandle med landets justitsminister, om hvornår folks bryllupper skal slutte, havde jeg kaldt dig skør i bolden,« siger Venstres Morten Dahlin.

Ikke desto mindre er det realiteten.

Folketingets partier mødes kl. 15.30 i Justitsministeriet for at diskutere, om bryllupsfester på restauranter og hoteller må fortsætte efter midnat.

Statsminister Mette Frederiksen har i et brev til partilederne foreløbigt nægtet private fester, eksempelvis bryllupsfester, på restauranter at fortsætte efter midnat på grund af faren for coronasmitte.

»Det er absurd, at vi overhovedet skal forhandle om det,« siger Morten Dahlin og supplerer:

»Det giver ingen mening. Vi har tillid til, at folk selv kan bestemme, hvornår gæsterne skal gå hjem. Det her er et udtryk for overformynderi og mangel på tillid til danskerne.«

Også Liberal Alliance kalder bryllupsforhandlingerne for absurde.

»Det er ikke en politisk opgave at bestemme, hvordan eller hvor længe en bryllupsfest skal holdes. Forbuddet er ulogisk og et udtryk for regeringens mangel på tillid til danskerne. Der går rent Askepot i den på Christiansborg, hvis gæsterne skal fordufte efter brudevalsen inden midnat,« siger LA-formand Alex Vanopslagh.

»Selvfølgelig skal danskere kunne fejre deres bryllup hele natten lang uden at bede Mette Frederiksen om lov,« siger Alex Vanopslagh (LA).
»Selvfølgelig skal danskere kunne fejre deres bryllup hele natten lang uden at bede Mette Frederiksen om lov,« siger Alex Vanopslagh (LA). Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Hvis man indfører mulighed for at holde fester på restauranter og lignende efter midnat, frygter Statsministeriet, at det i praksis betyder åbning af nattelivet, lyder det i brevet til partilederne.

Men det er muligt at skelne mellem at holde åbent for private fester og at tage gæster ind fra gaden, mener Venstre:

»Det er et spørgsmål om politisk vilje. Vi foreslår ikke at genåbne Crazy Daisy. Hvis ministeren vil finde en løsning på det, er det muligt,« siger Morten Dahlin (V), medlem af Retsudvalget.

Han mener, at Mette Frederiksen må melde klart ud, hvis lukkereglen skyldes, at hun er imod, at borgere holder bryllupsfester over sommeren. Hvorfor vil man ellers lukke festen kl. 24? spørger Morten Dahlin:

Mette Frederiksen ville indtil torsdag ikke tillade bryllupsfester til langt ud på natten.
Mette Frederiksen ville indtil torsdag ikke tillade bryllupsfester til langt ud på natten. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Alle ved jo, at højdepunktet ved brylluppet er ved midnat, når der danses brudevals. Forestiller hun sig, at Bent-betjent skal køre rundt og sparke døren ind og smide bryllupsgæsterne hjem? Og smitter corona mere kl. 00.30 end 23.30?«

B.T. følger forhandlingerne kl. 15.30. Følg med.