I en længere periode lørdag vil det tage længere tid at komme fra Fyn til Sjælland. Og omvendt.

»Kør derfor hjemmefra i god tid og kør gerne over Storebælt før kl. 13 eller efter kl. 20,« lyder advarslen fra Sund & Bælt.

Den forlængede rejsetid vil opstå, fordi 14.000 ivrige løbere skal krydse Storebæltsbroen på to ben i forbindelse med afviklingen af Broløbet Storebælt.

Det er anden weekend i træk, at trafikken over broen bliver forstyrret, da det i lørdags var de de tohjulede deltagere i cykelløbet Aarhus-Odense-København, der forsinkede bilisterne.

Sådan vil trafikken på Storebæltsbroen blive afviklet i forbindelse med motionsløbet.
Sådan vil trafikken på Storebæltsbroen blive afviklet i forbindelse med motionsløbet. Sund & Bælt

I denne omgang betyder det, at al biltrafik skal afvikles i de vestgående spor i retning mod Fyn, mens motionsløberne lægger beslag på sporene mod Sjælland.

Det betyder samtidig, at den maksimale hastighed – for bilister – bliver nedsat til 80 km/t som på landeveje.

Samtidig vil omlægningen af trafikforholdene endda betyde, at Storebæltsbroen i en periode på cirka 20 minutter vil være helt lukket, mens der rettes til på fra- og tilkørselsforhold. Trafikken på broen vil være påvirket mellem kl. 14.30 og kl. 20.

Tidligere transportminister Ole Birk Olesen (LA) satte i 2017 en midlertidig stopper for motionsløb over Danmarks største bro. Den beslutning lavede hans afløser Benny Engelbrecht (S) imidlertid om på.

Broløbet Storebælt skulle derfor egentlig have haft comeback sidste år, men det satte coronaen en stopper for, og derfor bliver det først i den forestående weekend, at løbere for ottende gang kan krydse Storebælt. Efter fire års pause.

Der er start i Halsskov på Sjælland og mål i Nyborg på Fyn.