Nu er det vedtaget: Kæmpe solcellepark skal anlægges lige uden for Odense


Et stort område på hele 70 hektar mellem Højby og Allerup, der ligger i udkanten af Odense, vil fra næste år blive fyldt med solceller.
Odense Byråd har nemlig godkendt planerne om at anlægge et stort solcelleanlæg lige ved motorvejen.
Og i 2023 er det forventningen, at det nye anlæg vil levere strøm til over 11.000 husstande. Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelelse.
»Med godkendelsen af den nye solcellepark viser vi meget tydeligt, at Odense Kommune går forrest i den grønne omstilling. Anlægget vil år efter år producere store mængder bæredygtig strøm,« siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) om den kommende park.
Det nye anlæg bliver det absolut største af sin slags i Odense, og bliver opført af virksomheden GreenGo Energy.
»Området er oplagt til en solcellepark. Med de mange solskinstimer på Fyn kan vi få en stor effekt ud af anlægget og dermed producere en stor mængde grøn energi,« siger vicedirektør i GreenGo Energy Sonny Englund og fortsætter:
»Vi oplever desuden, at Odense Kommune ser meget positivt på vedvarende energi og ønsker at være en aktiv medspiller i den grønne omstilling, hvilket selvfølgelig også betyder meget for os.«
Solcelleparken vil blive afskærmet med 10 meter brede beplantningsbælter ud til boliger og de arealer, der er udpeget som grøn struktur i Kommuneplan 2020.