Nu er det snart slut med containeren til småt brændbart.

Torsdag begyndte man udfasningen af den på genbrugspladserne i Københavns Kommune, og det betyder, at københavnerne skal til at sortere deres affald endnu bedre, end de allerede gør.

»Vi har i Københavns Kommune en meget ambitiøs ressource- og affaldsplan, hvor målsætningen er at tredoble genbrugsmængderne og hæve genanvendelsen af husholdningsaffald til 70 procent i 2024. Det her initiativ er et vigtigt skridt for at kunne nå vores målsætning, som jeg håber københavnerne vil tage godt imod,« siger Ninna Hedeager Olsen (EL), der er teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, i en pressemeddelelse ifølge TV 2 Lorry.

Man begynder tiltaget på Bispeengen Genbrugsplads mellem København og Frederiksberg og på Borgervænget Genbrugsplads på Østerbro.

Udfasningen sker i samarbejde med Amager Ressourcecenter (ARC), som driver genbrugspladserne og nærgenbrugsstationerne i København, Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Dragør.

Den manglende småt brændbart tvinger borgerne til ikke bare at smide det affald, der faktisk kan sorteres, i 'småt brændbart'-containeren eller -skraldespanden.

Dog vil der være en container på genbrugsstationerne, der skal hedde 'rest eftersortering', som vil føres til forbrænding.

»Det er en container, man skal bruge, hvis man virkelig har gjort sig 100 procent umage med at sortere alt ud. Så skal den lille rest, der måtte være tilbage, afleveres der,« siger Linda Rebien, der er projektleder hos ARC.