Da Fastspeed i 2019 slog dørene op på bredbåndsmarkedet, gik der ikke længe før, de væltede konkurrenterne af pinden og pressede dem ned i pris.

Men nu – ud af det blå – har bredbåndsudbyderen altså valgt at udvide butikken, og det har de gjort ved at åbne endnu et lavprisselskab, som går under navnet 'Jetnet'.

Det skriver Finans.

Ifølge selskabets administrerende direktør Jens Raith, er Jetnets hovedformål at kunne levere en skarp pris til de 'selvhjulpne kunder', der er baseret på, hvor i landet de befinder sig.

»Jetnet er tænkt som bredbåndsmarkedets Ryanair, hvor prisen er omdrejningspunktet. Selskabet bliver for mere selvhjulpne kunder. Derfor vil Jetnet – modsat Fastspeed – heller ikke komme til at levere den bedste kundeservice. Til gengæld er der næsten statsgaranti for, at kunderne får den skarpeste pris,« fortæller administrerende direktør i Fastspeed og Jetnet, Jens Raith.

Priserne hos bredbåndsudbyderen Jetnet starter ved 199 kroner.

Det helt præcise beløb afhænger dog af kundens adresse samt den internethastighed, som vedkommende ønsker. Det kan eksempelvis være en 100 Mbit/ s eller en 300 Mbit/s-forbindelse.

Jetnet er tænkt som bredbåndsmarkedets Ryanair, hvor prisen er omdrejningspunktet.

Ligesom Fastspeed er Jetnets forretningsmodel bygget på at videresælge bredbåndsforbindelser, som de lejer hos andre virksomheder som for eksempel Norlys, TDC og Fibia.