En langsom tsunami. Klodens næststørste dræber.

Sådan beskriver henholdsvis Verdensbanken og den administrerende direktør i Novo Nordisk Fonden, Mads Krogsgaard Thomsen, den stigende resistens over for antibiotika, man lige nu oplever i hele verden.

I dag dør omkring 750.000 mennesker hvert år af en multiresistent infektion. Og WHO anslår, at det vil vokse til ti millioner årligt i 2050, hvilket er flere, end der i dag dør af kræft.

»Det lyder jo ikke af ret meget, når corona har slået fire millioner mennesker ihjel. Sandheden er desværre bare, at hvis der ikke sker noget, vil der i 2050 være ti millioner årlige dødsfald som følge af manglende ny antibiotika. Det er dobbelt så mange, som i dag dør af diabetes, og det er flere, end der i dag dør af kræft.«

Det siger Mads Krogsgaard Thomsen til Finans, der kalder problemet for »klodens næststørste dræber efter hjerte-kar-sygdomme«.

Det er altså en stor global sundhedskrise, der har potentiale til at overgå sygdomme som kræft og covid-19 med hensyn til både dødsfald og omkostninger. Og hvis der ikke bliver gjort noget nu, risikerer det at få fatale følger.

Men hvad er udfordringen, og hvordan forhindrer vi den dystre prognose?

Helt konkret er problemet, at antallet af nye resistente bakterier stiger over hele verden grundet stigende forbrug af antibiotika i sundhedssystemet og i fødevareindustrien. Og der er ingen nye typer antibiotika på vej til patienterne i en overskuelig fremtid.

Det har adjunkt Kasper Nørskov Kragh fra Københavns Universitet tidligere udtalt til B.T.:

»Der er mig bekendt ikke kommet nye præparater på markedet siden starten af 1980erne. Der er ikke mange penge i at udvikle nye antibiotika-præparater,« siger Kragh.

Og ifølge Novo Nordisk er der kun et sparsomt og utilstrækkeligt antal nye præparater under udvikling. Dette til trods for, at verden akut har behov for ny antibiotika.

Årsagen er dog klar: Der findes ikke et økonomisk bæredygtigt marked. Og ifølge Mads Krogsgaard Thomsen er der ingen virksomheder, som har lyst til at investere i at udvikle nye præparater, der ikke er penge i, fordi man kun må sælge til et begrænset antal patienter.

Novo Nordisk Fonden har dog været engageret i kampen mod antibiotikaresistens i flere år.

Sidste år skød virksomheden og en række af verdens førende medicinalselskaber og fonde omkring seks milliarder kroner i en ny fond, der skal bekæmpe antibiotikaresistens.