»Det er jo skræmmende, at vi får folk ind, der er født i 90'erne.«
Sådan siger overlæge ved centralsygehuset i Oslo, Bjørn Jardar Brandsæter. Han og flere af hans kollegaer har bemærket en uhyggelig tendens blandt de indlagte covid-19-patienter.
De bliver yngre og yngre, skriver norske VG.
Sidste år var størstedelen af de indlagte coronapatienter mellem 60 og 80 år, men i forrige uge blev to 20-årige udskrevet, fortæller overlægen.
»Det er klart, at hvis tusind personer i 20'erne smittes, så vil nogle af dem blive indlagt,« siger Bjørn Jardar Brandsæter.
Også chef for infektionsmedicinsk afdeling ved Sygehuset Østfolk, Jetmund Ringstad, oplever, at alderen på de indlagte patienter har ændret sig.
»Vi har set et slags skifte. Vi oplever at se flere yngre patienter,« siger han til VG.
Han fortæller også, at den aldersgruppe, der var flest af under epidemiens første bølge, nemlig de hjemmeboende ældre over 80 år, nu er helt fraværende i hospitalssengene.
»Den gruppe får vi ikke længere, og det skyldes vaccinerne.«
Afdelingsleder ved infektionsmedicinsk afdeling på Oslo universitetssygehus Anne Maagaard fortæller, at der i øjeblikket kun er 19 patienter indlagt, der er over 70 år.
Størstedelen af de indlagte er i 50'erne, mens der også er flere i 30'erne og 40'erne og to patienter i 20'erne.
»Vi har ikke tidligere haft patienter i 20'erne indlagt,« fortæller Anne Maagaard, der mener, at det er den britiske variant, der for alvor har fået fodfæste i Oslo, som især giver anledning til mere smitte i de yngre aldersgrupper.
Heldigvis er der også noget, der tyder på, at det går i den rigtige retning med de indlagte coronapatienter i Norge.
VG skriver, at de i gennemsnit er indlagt færre dage nu, end de var tidligere, og at færre patienter ender med at skulle i respirator.