Pernille Mørch Kristensen bor ikke i en af de syv nedlukkede nordjyske kommuner, alligevel får regeringens beslutning store konsekvenser for hende.

Hun bor i Aalborg med sin 10,5 måneder gamle datter, mens datterens far bor i Jammerbugt Kommune – en af de kommuner, man ikke må rejse ind i eller ud af.

»Hun plejede at se sin far tre gange om ugen her, og vi var netop startet op på, at hun skulle hjem til ham, men nu er det usikkert, om hun kan se ham den næste måned,« siger Pernille Mørch Kristensen, der har svært ved at finde hoved og hale i de nye restriktioner.

»På pressemødet sagde de, at man ikke skulle rejse ind og ud af kommunerne med mindre, man har et uopsætteligt ærinde. For os føles det uopsætteligt, at min datter kan se sin far, men det er det, der er svært, for hvis alle pludselig synes, deres ærinde er uopsætteligt, så dur det jo ikke, og hvor går grænsen?,« siger Pernille Mørch Kristensen.

Pernille Mørch Kristensen, der er studerende, er i tvivl om, hvad hun skal gøre, efter de nye restriktioner er blevet udmeldt. Hun og datteren bor i Aalborg, mens hendes datters far bor i Jammerbugt Kommune. (Privatfoto)
Pernille Mørch Kristensen, der er studerende, er i tvivl om, hvad hun skal gøre, efter de nye restriktioner er blevet udmeldt. Hun og datteren bor i Aalborg, mens hendes datters far bor i Jammerbugt Kommune. (Privatfoto)
Vis mere

Hun synes, det er synd for både far og datter, hvis de ikke kan se hinanden, og hun er ked af, at den rytme, forældrene har fået skabt for datteren, bliver brudt.

Pernille Mørch Kristensen fortæller, at hun ville ønske regeringen ikke lagde ansvaret for at vurdere, hvad der er uopsætteligt, og hvad der ikke er, over på den enkelte.

»Der kommer en masse restriktioner, men samtidig er det frivilligt. Det er svært at finde rundt i,« synes jeg.

30 kilometer væk fra Aalborg bor Jesper Ørskov i Jammerbugt Kommune. Han er en af de danskere, der den næste måned skal holde sig indenfor kommunegrænsen.

47-årige Jesper Ørskov bor i Jammerbugt kommune, der er en af de syv nedlukkede kommuner. (Privatfoto)
47-årige Jesper Ørskov bor i Jammerbugt kommune, der er en af de syv nedlukkede kommuner. (Privatfoto)
Vis mere

Også han fulgte chokeret aftenens pressemøde.

»Man bliver målløs. Det gør man. Det er skrækkeligt.«

Jesper Ørskov har bil, så han kan sagtens komme ud og handle det fornødne, men hans netværk og familie befinder sig på den anden side af den kommunegrænse, han har fået besked om ikke at krydse.

»Hele mit netværk er i de syv berørte kommuner og i Aalborg, så dem kommer jeg ikke til at se den næste måned,« siger Jesper Ørskov, som har tænkt sig at følge myndighedernes anbefalinger.

TIP OS! Er du berørt af de nye restriktioner i Nordjylland, hører B.T. gerne fra dig. Skriv en mail på 1929@bt.dk.

Han søger lige i øjeblikket job i restaurationsbranchen. En proces som hverken corona eller de nye restriktioner gør nemmere for ham.

»Men jeg er optimistisk. Jeg har lige sendt to ansøgninger afsted og håber på, jeg får et af jobbene,« siger Jesper Ørskov.

I Nørresundby i Aalborg Kommune pressede tårerne sig på hos 49-årige Mette Olesen, efter hun havde set aftenens pressemøde.

Hun er selvstændig negletekniker og omkring halvdelen af hendes kunder kommer fra de nu lukkede kommuner.

49-årige Mette Olesen frygter, at nedlukningen kan ende med at koste hende hendes virksomhed. (Privatfoto)
49-årige Mette Olesen frygter, at nedlukningen kan ende med at koste hende hendes virksomhed. (Privatfoto)
Vis mere

»Her til aften sad jeg og overvejede, om det er nu, jeg skal lukke mit CVR-nummer. Jeg har ikke let til tårer, det har jeg ikke, men her til aften har jeg godt nok tudet,« siger Mette Olesen.

Hendes virksomhed, som hun har haft i otte år, blev ramt hårdt under forårets nedlukning, hvor hele hendes opsparing røg.

Henover sommeren blomstrede salonen op igen, men nu står Mette Olesen igen til at miste en stor del af indtjeningen.

»Her til aften har jeg fået afbud fra tre kunder, og jeg har syv i alt i løbet af dagen. Hold da op, jeg synes, det er hårdt lige nu,« siger hun.

Mette Olesen frygter, at hun måske ikke har råd til at blive boende i sit hus og på den lidt kortere bane, om der er råd til julegaver til børnene.

»Jeg var også en af de berørte grupper i foråret, hvor jeg ingenting fik, så jeg håber virkelig, at regeringen vil huske os og holde hånden under mig, så skal jeg nok komme igen.«