Nu er det slut med myrer i en af retterne på den verdensberømte restaurant Noma i København.

For ifølge Fødevarestyrelsen lever restauranten ikke op til EU-direktivet om 'novel food', som er en betegnelse om nye fødevarer eller ingredienser, der ikke har været spist i EU før maj 1997, og som derfor skal godkendes, inden de må sælges.

I Fødevarestyrelsens kontrolrapport indskærpes det nemlig, at EU-direktivet om 'novel food' skal risikovurderes og godkendes inden markedsføring i EU. Det skal nemlig sikre, at forbrugerne ikke udsættes for sundhedsmæssig risiko.

I kontrolrapporten fra Fødevarestyrelsen lyder det:

»Virksomheden opbevarer træmyrer på frost. Ved gennemgang af menuen er det konstateret, at virksomheden serverer træmyrer som en del af en ret. Virksomheden oplyser, at de samler træmyrer i naturen og er bekendt med art og kan oplyse om sted, hvor der samles træmyrer,« lyder det.

»Virksomheden havde følgende bemærkninger: Vi fjerner myrerne fra menuen fra i aften,« står der i rapporten.

Men ifølge Berlingskes vin og madredaktør Søren Frank virker EU-direktivet som en mystisk indskærpelse.

»Jeg synes personligt, det er ret specielt. Noma har jo haft mange ting på menuen gennem tiden, som er 'usædvanlig spise' og går lang tid tilbage. Det er det, Noma har bygget deres forretning på de sidste 15 år,« fortæller han og fortsætter:

»Derudover er der også mange andre i landet, der serverer myrerne. Det virker som om, det afhænger af de enkelte inspektører og hvordan de fortolker det.«

Han slår fast, at det fremadrettet kan få konsekvenser for Noma, hvis direktivet bliver gennemført så konsekvent.

»Det bliver meget besværligt for dem, tænker jeg. Jeg kan kun gisne om det her. Men hvis man forestiller sig, at man begynder at slå ned på alt det, man normalt ikke spiser, så får de travlt. Noma serverer nærmest ikke andet end ting, der ikke er normalt at spise i EU i dag,« fortæller han.

Indskærpelsen har medført to gebyrlagte opfølgende kontroller, hvoraf det i den nyeste kontrolrapport fremgår, at forholdene er blevet bragt i orden.