Hver dag ser man tusindvis af både cyklister og bilister fræse op og ned af den lange københavnske strækning.
Men nu skal Nørrebrogade være bilfri fra Dronning Louises Bro til Den Røde Plads. I hvert fald for en enkelt dag.
Den 19. september fra 14 til 18 er der nemlig inviteret til bilfri søndag, hvor de hårde opbremsninger og røde lys vi være skiftet ud med ren hygge.
»Vi har købt 5.000 stykker kridt, så vi er klar til årets største kridtmaleri på Nørrebrogade. Men tag gerne også selv kridt med!,« skriver Nørrebro Lokaludvalg, der står for arrangementet, på deres hjemmeside.
Eventet kommer efter Copenhagen Half Marathon, og når den sidste løber har nået mål, kommer der også til at være en masse aktiviteter. Alle sammen med klimaet for øje.
Én slags biler bliver der dog plads til. Der vil nemlig blandt andet være sæbekasseløb, quiz, dans og musik og meget mere. Hele programmet kan læses her.
Hvis man plejer at køre igennem Nørrebrogade, kan det måske virke som en smule irriterende, at gaden først er åben for biler igen klokken 19.
Men der vil altså stadig være gennemgang for biler ved Jagtvej og over runddelen under hele arrangementet.
Cykelstien er dog ikke blokeret, men Nørrebro Lokaludvalg opfordrer alle cyklister til at stå af og trække eller finde en anden rute lige denne dag.