Forestil dig, at du er ude at sejle på vandet, og du så pludseligt opdager hundredvis af andehoveder flyde på vandet foran dig.

Afskåret fra andekroppen.

Det uhyggelige syn mødte 77-årige Nina Schiøttz, da hun søndag var ude at sejle ved Middelgrundsfortet, ikke langt fra Nordhavnen i København.

»Jeg har sejlet hele mit liv. Jeg har aldrig set noget lignende,« siger hun.

Hun og sejlkammeraten samlede nogle andehoveder og vingespidser op fra vandet.

De kunne efterfølgende konstatere, at de alle var blevet skåret over med fuldkommen ens lige snit.

»Det undrer mig virkelig, og jeg håber, de er døde på en human måde,« siger den 77-årige kvinde.

Også nogle fiskere i nærheden havde bemærket de mange ‘friske’ ande-lig uden krop flyde rundt i vandet.

Nina Schiøttz har meldt episoden til politiet, og så har en ven sendt en forespørgsel til Dansk Ornitologisk Forening for at høre, om det er normal praksis.

»Nogle må jo have smidt hovederne over bord, fordi de kun skulle bruge kroppen,« siger Nina Schiøttz.

Hun tror, der måske kan være tale om jægere, der har skudt fuglene, men hun ved det ikke med sikkerhed.

Ved du noget om ændernes skæbne, så skriv et tip til B.T. på 1929@bt.dk