Hvad der skulle have været en ny ven til Nikita Elisabeth Lorenzens kat, endte med flere ture fra Aalborg til Kolding og en hunkat, der var en hankat.

For nogle uger siden løb Nikita Elisabeth Lorenzens kat væk, og derfor havde hun nu brug for en ny følgesven til sin anden kat. Hun gik på Facebook og søgte i diverse grupper, indtil hun landede inde på 'Katte søger nyt hjem'.

»Jeg skulle have set faresignalerne tidligere, men jeg var bare så forblændet,« fortæller Nikita Elisabeth Lorenzen, der i gruppen falder over en kat.

I annoncen står der, at den sorte kat med blå øjne er 10 måneder gammel og søger et rigtig godt hjem.

»Sælgeren lægger meget vægt på, at hun søger et godt hjem til katten. Så jeg skriver en lang smøre om, hvem jeg er, og hvad jeg kan tilbyde.«

Efter lidt skriven frem og tilbage begynder Nikita dog at undre sig lidt. For hvorfor skal kvinden af med katten? Den er jo kun 10 måneder gammel?

»Jeg burde nok have set faresignalerne her, men det gør man ikke, når man er forblændet,« fortæller Nikita, der får at  vide, at katten skal sælges, da sælgeren skal flytte til Skagen.

Sælgeren og Nikita aftaler, at hun kan købe katten og hente den i Kolding samme dag. Derfor tager Nikita turen fra Aalborg til Kolding.

Her er opslaget af katten, som Nikita Elisabeth Lorenzen ikke kunne stå for.
Her er opslaget af katten, som Nikita Elisabeth Lorenzen ikke kunne stå for.
Vis mere

Da hun når frem til en p-plads tæt på sælgerens bolig, når hun ikke at tilse katten, da katten er helt stresset i situationen.

Da Nikita kommer hjem med katten, begynder hun at se tegn på, at den kat, som hun har købt, slet ikke er det, som hun troede.

»Jeg kan på et tidspunkt ane et øremærke, som er meget utydeligt. Derudover så er katten slet ikke legesyg, som en killing på 10 måneder ville være. Ja, og så begynder jeg at mistænke, at det slet ikke er en hunkat,« fortæller Nikita, der sammen med sin mand får katten op, tydet øremærket og tjekker kønnet.

»Det var en hankat. Det blev jeg også bekræftet i, da jeg slog nummeret fra øremærket op i katteregistret. Der stod, at han er en fem-seks år gammel hankat, hvis ejer bor på Fyn,« fortæller Nikita.

Efter den opdagelse ringer hun til nummeret på hankattens ejer fra Fyn. De havde godt lagt mærke til, at katten ikke havde været hjemme i et stykke tid, men det var normalt. Dog er de meget overraskede over at få vide, at deres kat var havnet i først Kolding og nu Aalborg.

De to parter aftaler at mødes i Kolding på p-pladsen, hvor Nikita hentede katten. På den måde kunne de få katten – og Nikita sine penge fra sælgeren.

»Jeg ringer og skriver til hende, der har solgt katten til mig, men hun svarer ikke. Men jeg vidste jo, hvor hun boede, så da katten var afleveret bankede jeg på hendes dør,« fortæller Nikita, der også fortæller, at sælgeren var meget overrasket over at se Nikita

Efter noget tid erkender sælgeren, at katten var stjålet, og Nikita får sine penge igen.

Nikita har efterfølgende fortalt om sin oplevelser i flere grupper på Facebook, hvor sælgeren er medlem. Nikita frygter nemlig, at andre falder i samme fælde som hende.

Hvorfor har du ikke meldt sælgeren til politiet i stedet for at skrive på Facebook?

»Jeg ved, der er andre, der har meldt hende. Jeg vil bare gerne sprede ordet så hurtigt som muligt. Jeg tror ikke, politiet vil tage det seriøst hurtigt nok. Så for mig handler det om, at der ikke er andre, der må blive forblændet og falde i samme fælde som mig.«

Efterfølgende har flere kontaktet Nikita og fortalt deres historie med sælger.