Real Madrid, Barcelona og Juventus kan se frem til en straf fra UEFA efter Super League-projektet for nogle uger siden.

Arsenal, Chelsea, Liverpool, Manchester City, Manchester United, Tottenham, Atlético Madrid, Inter og Milan har modtaget bøder.

Forskellen skyldes, at de tre førstnævnte stadig er en del af Super League, mens de ni andre klubber har trukket sig ud af den kontroversielle idé.

Bøderne drejer sig om, at de skal opgive fem procent af deres UEFA-relaterede indkomster for en enkelt sæson. I alt drejer det sig om godt 110 millioner kroner. Det skriver UEFA på sin hjemmeside fredag aften.

United-fans protesterer over ejernes beslutning om Super League i første omgang.
United-fans protesterer over ejernes beslutning om Super League i første omgang. Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Real Madrid, Barcelona og Juventus bliver sendt videre i UEFA's disciplinære system med henblik på at blive tildelt en straf.

Desuden har de ni klubber indgået en aftale, der betyder, at de bliver ramt af betydeligt hårdere sanktioner, hvis de igen indgår i et lignende samarbejde. Helt præcist en bøde på 750 millioner kroner. Og en økonomisk straf på 375 millioner kroner, hvis de skulle forsøge at bryde andre UEFA-relaterede aftaler.

Det betyder, at de tre resterede klubber, Barcelona, Real Madrid og Juventus, der ikke har ønsket at underskrive den samme aftale med UEFA, vil få deres sager sendt videre til UEFA's disciplinærkomité. Det betyder helt konkret, at de kan blive udelukket fra europæiske turneringer som Champions League.

Projektet blev mødt af massiv kritik af fans og andre fodboldelskere verden, og ideen levede da også kun et døgn, før de første klubber begyndte at trække sig ud.

Super League har medført protester fra mange fans. Senest i weekenden, hvor Manchester United-tilhængere stormede Old Trafford, inden de endte i voldelige sammenstød med ordensmagten.

Real Madrid-præsidenten, Florentino Pérez, har været den helt store fortaler for projektet.