I Danmark gifter vi os af kærlighed. Når vi har forsikret hinanden om, at vores følelser er lige hede, og at forelskelsen er gengældt 1:1. Men der findes andre veje til kærlighed. Det ved Sommai og Niels Molbæk.
»Det er svært at definere kærlighed,« siger han.
Men i en bus på vej mod Bangkok Lufthavn i Thailand for 27 år siden kunne Niels Molbæk mærke, at han var forelsket – i Sommai.
Tidligere samme dag havde han taget afsked med hende i Pattaya. De havde drukket kaffe på hans hotel, inden han skulle af sted. Hun havde bemærket, at han så trist ud. Men de havde hverken talt om kærlighed eller ægteskab.
»Niels havde ikke engang sagt, at han elskede mig,« siger hun.
Derfor blev hun en smule overrasket, da Niels kort efter ringede og foreslog, at hun pakkede en taske og rejste til Danmark på et tremåneders turistvisum for at besøge ham.
Niels selv var ikke overrasket: »Jeg var forelsket – så tænker man ikke så meget.«
Niels og Sommai Molbæks historie er omdrejningspunktet i dokumentarfilmen 'Hjertelandet', der netop nu har premiere i biografer over hele landet. Filmen handler om en gruppe thailandske kvinder, der tog til Thy i Nordjylland for at finde en mand, et bedre liv og en økonomi, der satte dem i stand til at forsørge deres familier hjemme i Thailand.
Sexarbejder i Pattaya
Alene i Region Nordjylland bor der i dag 926 thailandske kvinder. Sommai var en af de første.
Hun og Niels Molbæk mødte hinanden i Pattaya i 1991. Den dengang 47-årige nordjyske single trængte til ferie og var ni dage i Thailand, hvor han mødte Sommai, der var 38 år og sexarbejder. Hun viste ham byen, men vækkede også glemte følelser i ham.
»Jeg opdagede, at jeg savnede en at være sammen med,« siger han.
Sommai, der kommer fra det fattige område Isaan i det nordøstlige Thailand, var alene om at forsørge sine egne fire børn, fire af sin afdøde søsters børn, søsterens mand og sin mor. Hun var rejst til Pattaya for at tjene penge til familien. Da Niels skrev til hende, var det ikke forelskelse, der boblede i hende, men derimod tanken om, om der var bedre måder at skaffe mad på bordet.
Niels Molbæk skrev, at han ikke var en rig mand, men at han kunne give hende muligheden for at lære ham at kende og se, om de kunne finde ud af det – sammen. Hvis hun valgte at komme til Danmark, kunne hun få et arbejde og få sine børn med.
For Sommai var det en mulighed for at få et nyt liv.
Men det var ikke kærlighed.
»Jeg ved ikke, om jeg blev forelsket i ham. Men efter de tre måneder vidste jeg, at vi godt kunne finde ud af det. Og jeg havde fundet et sted, hvor jeg kunne tjene flere penge og forsørge min familie.«
Så hun rejste hjem, pakkede sin og sin yngste søns kufferter og tog afsked med resten af sin familie, venner, bekendte og de syv børn, der blev boende i Thailand.
Nyt liv i Thy
2. februar 1992 landede Sommai og hendes 7½ år gamle søn i Københavns Lufthavn i Kastrup. 26 dage senere blev hun fru Molbæk.
Niels og Sommais historie beviser, at kærlighed kan opstå af meget andet end forelskelse. Kærlighed kan også være at give den anden det, han eller hun har brug for. Selv om gaverne, der udveksles, ikke kan måles efter den samme målestok.
Niels havde brug for at mærke kærlighed. Sommai havde brug for tryghed og for at kunne forsørge sine børn. Nu har deres kærlighed holdt i 27 år.
Han er klædt i grå bukser og grå pullover, hans hår er gråt, ryggen lidt krum og gangen langsom. Han er 'ved at være gammel', siger han selv.
Men øjnene er fulde af liv – og latter, særligt når de møder Sommais.
De har holdt sølvbryllup, og han er stadig vild med hende.
»Vi har haft det godt,« siger han.
»Men det har været hårdt for mig,« svarer hun.
For Sommai Molbæk har følelsen af kærlighed altid været forbundet med følelsen af savn. Hun har børn og børnebørn både i Thailand, Danmark og Schweiz. Hun har søskende, venner og naboer i Thailand. Hun har niecer, kusiner og veninders døtre i Danmark, som hun i årenes løb har hjulpet med at finde en mand at gifte sig med.
Mindst 16 par har hun matchet. Det, hun har kunnet tilbyde kvinderne, er en chance.
Chancen for at finde en mand i Danmark.
Chancen for at undslippe den virkelighed, hun selv var endt i.
»De skal i hvert fald ikke tage til Pattaya,« siger hun.
Men det er vigtigt for hende at nævne, at langtfra alle kvinder fra Thailand kommer til Danmark på samme måde som hende.
Gifter thailændere sig ikke af kærlighed?
»Jo, det gør vi da – som unge,« siger hun.
Men når man er fraskilt og enlig mor til et eller flere børn, er forelskelse en valuta, man ikke længere regner i.
Som Niels siger:
»Alle de thailandske kvinder, jeg kender i Danmark, har været gift før. Det samme har mange af de danske mænd, de gifter sig med. Det er godt, når begge parter har været gift før, men mændene er blevet mere forelskede end kvinderne.«
Han synes ikke, at det er underligt, for 'thailandske kvinder er dejlige'.
Fordomme
Men hvordan reagerede naboerne i Thy, da han kom hjem fra ferie med en kone? Og hvordan reagerede de på hendes tidligere liv og arbejde i Pattaya?
Ifølge Niels Molbæk reagerer de ikke. Sommai er næsten enig.
Kun få gange har hun mødt fordomme om sit tidligere liv. En gang var i kantinen på den metalfabrik, hvor hun i mange år var eneste kvinde på en mandsdomineret arbejdsplads.
En dag til frokost sad en af kollegaerne ved bordet bag Sommai. Han var i gang med at fortælle om en bekendts ferie – i Pattaya.
»... han betalte 100 kr. Og så kunne han have sex, hele natten,« lød det.
Sommai prikkede ham i ryggen og sagde bestemt: 'Hold din kæft'.
»Det var jo ikke engang ham selv, der havde oplevet det ...«
»Sommai er stærk. Hun har altid kunnet sætte mændene på plads,« siger Niels Molbæk med et smil, der trækker øjnene til sprækker. Han ser stolt ud.
Hun har altid arbejdet – hårdt. 60 timer om ugen, og hun har gerne haft flere job på en gang. Bl.a. har hun arbejdet på fabrik og gjort rent på Færgen mellem Hanstholm og Norge. I dag er hun pensioneret, men arbejder stadig frivilligt i den lokale Blå Kors-butik.
Hvor hører jeg til?
Selv om Sommai Molbæk har været i Danmark næsten halvdelen af sit liv, selv om hun er velintegreret og altid har haft job og venner og har lært sproget, føler hun sig stadig anderledes.
»Jeg føler mig tit udenfor. Jeg er langt væk fra jer. Jeg er udlænding, og jeg kan ikke bestemme mig for, hvor jeg hører til.«
I dag er hun er 65 år, han er 74 år. Hver især drømmer de om, hvordan den sidste del af livet skal bruges.
Hun vil til Thailand, han vil blive i Danmark.
Det udfordrer dem.
Hendes drøm er, at de flytter til Thailand permanent. Og alligevel er hun i tvivl. For hvor hører hendes hjerte egentlig til? Hos Niels i Thy? Hos familien i Thailand? Hos datteren og børnebørnene i Schweiz? Eller hos børn og børnebørn i Danmark?
Svaret er, at Sommai hører lidt til alle steder. Hun vil ikke skuffe nogen og tænker altid på alle andre end sig selv.
»Det er ikke så let at være mig – jeg kan ikke bestemme mig. Jeg er forvirret,« siger hun.
Så forvirret, at hun har været syg af det.
For tre år siden var hun så ked af det, at hun tog sovepiller – mange.
»Jeg ville ikke slå mig selv ihjel, men jeg ville have fred for tankerne og bare sove.«
Det havde hun sagt til Niels, og så var hun gået i seng og havde låst døren.
Men han blev bekymret, fik brudt døren op, bar hende ud i bilen og kørte hende på hospitalet. Sommai var bevidstløs, da de nåede frem, men hun vågnede igen og var indlagt i to dage. Oplevelsen rystede dem, men den har ikke ændret situationen.
»Vi må også tænke lidt på mig,« siger hun i filmen 'Hjertelandet'.
»Jeg binder dig ikke,« svarer han.
»Skal du så ligge og dø alene?« spørger hun.
Niels forsikrer, at hun ikke behøver tænke på ham. Han kan godt klare sig. Han har Sommais datter og barnebarn, der kommer på besøg i Thy hver weekend.
»Så savnet vil ikke være helt så stort, hvis Sommai flytter,« siger han.
Det vil være svært at sige farvel til hende
»Men jeg vil gøre næsten alt for hende.«
Han håber, at hun bliver, til han dør. »Jeg er jo en ældre mand,« siger han og blinker til hende. Hun gengælder blikket og svarer:
»Når jeg er irriteret på ham, tænker jeg: 'Hvorfor skal han leve så længe?'« griner hun. Det samme gør Niels.
Hun ser godt ud i stramme jeans og en stribet skjorte. Neglelakken på hænder og fødder matcher de lilla briller. Selv om hun er 65 år, har Sommai stadig en rask gang og let til grin.
»Hun går altid fra mig,« siger Niels.
Men Sommai går ingen steder. Hun ved, at hun ikke han rejse.
»Han har jo brug for mig.«
Om det er kærlighed, ved hun ikke:
»Han er en god mand, han støtter og hjælper mig. Jeg tænker på ham.«
Så elsker de stadig hinanden?
»Ja, jeg er aldrig holdt op. Men jeg ved ikke med hende der,« siger Niels og peger på Sommai. De griner – så siger hun:
»Hvis jeg ikke elskede ham, kunne jeg nok ikke bo sammen med ham i 27 år. Jeg er i hvert fald ikke stærk nok til at forlade ham. Om er det kærlighed eller forelskelse, ved jeg ikke. Men vi kan ikke undvære hinanden. Sådan er det – helt ærligt.«
