For 10 år siden kom thailandske Kae til Danmark på et tre måneders turistvisum. Men det var hverken Den lille havfrue eller Vesterhavet, hun kom for at se. Hun var på udkig efter en mand og tog direkte til Thy.

Alene i Region Nordjylland bor 926 thailandske kvinder. I 15 år har antropolog og filminstruktør Sine Plambech fulgt en mindre gruppe af kvinderne tæt for at undersøge, hvorfor de giftede sig i Danmark, hvordan de klarer sig - og om kærligheden holder.

Sommai, Mong, Basit og Kae ved Kae og Kjelds Bryllup Vis mere

Hendes forskning og feltarbejde blev bl.a. til tv-programmerne 'Fra Thailand til Thy’ og ’Fra Thy til Thailand’, der fulgte fire thailandsk/danske ægtepar og blev sendt på DR i 2007 og 2008. I de 10 år, der er gået siden, har hun og filminstruktør Janus Metz fulgt familierne. De nye optagelser er sammen med klip fra dengang blevet til dokumentarfilmen ’Hjertelandet’, som har premiere i biografer over hele landet den 20. september.

Ikke purunge

»Et særligt kendetegn ved thailandske migranter er, at 85-90 pct. af dem er kvinder. I andre migrantgrupper er kønsfordelingen fifty-fifty,« siger Sine Plambech.

Tilbage i 2007 indrykkede Kaes moster, Sommai Molbæk, der havde boet i Danmark i 15 år, en annonce i den lokale avis og efterlyste ’en god mand med orden i økonomien’ til sin niece. Kjeld var en af de mænd, der svarede. Da de to mødtes første gang, kunne de ikke tale ét ord sammen. Men begge var drevet af drømmen om kærlighed. Som Kae siger til sin veninde Basit:
»Jo længere tid, man er sammen, jo større er sandsynligheden for at blive forelsket, ikke?«

Kae og Kjelds bryllup. Vis mere

Da de mødtes, var Kae 33 år, Kjeld var 38. Det passer med statistikken, for oftest er de thailandske kvinder i 30'erne, når de gifter sig med danske mænd i 40'erne. Mange af kvinderne har været gift før og har børn i Thailand. De kommer til Danmark i jagten på en ny (og bedre) mand.

Som Kaes søster Mong siger:
»Du skal ikke være bange, de danske mænd behandler os bedre end de thailandske. De drikker ikke, tager ikke stoffer, og de slår os ikke.«

Der er både kvindekamp, kvindelist og masser af kærlighed i filmen. Som da Kae af veninderne i Thy skal lære de fire vigtigste sætninger på dansk:
»Du skal sige: 'God morgen' og et kys på munden. 'God nat' og et kys på munden. 'Smager det godt?' og 'Jeg har hovedpine…',« repeterer de.

Sine Plambech er ikke i tvivl om, at kvinderne kommer til Danmark af kærlighed. Men det er ikke kun kærligheden til en mand, der driver dem, men lige så meget kærligheden til deres børn derhjemme.

Et typisk kendetegn for kvinderne er, at de hurtigt finder arbejde og tjener deres egne penge.
»Dem, jeg har fulgt, kommer fra et af de fattigste områder i Nordøstthailand, Isaan. De kommer af kærlighed, men også for at arbejde - for at hjælpe deres familier derhjemme,« siger hun.

Kvinderne er flittige, finder arbejde kort efter det obligatoriske danskkursus og ofte tager de job, andre ikke vil have.
Det kan gøre det svært at lære dansk.

I de 10 år, Kae har været i Danmark, har hun gjort rent om aftenen. Vis mere

»Kvinderne, vi har fulgt, gør rent om natten eller arbejder ved larmende maskiner. Generelt er de i job, hvor det kan være svært at blive integreret. Det er lettere at lære dansk, hvis man arbejder i dagtimerne og har adgang til snak i kantinen frem for natarbejde, hvor man går rundt alene,« siger Sine Plambech.

Næste generation

10 år efter hun kom til Danmark, synes Kae stadig, at dansk er svært, men hun har fået sin søn Mark, der i dag er en voksen mand på 22 år, til landet. De fire hovedpersoner har alle søgt om at få deres børn til Danmark. Statistikken viser, at det gælder 20 pct. af alle thailandske kvinder, der har børn i hjemlandet. Hvert år kommer omkring 150 thailandskfødte børn hertil.

Kae er stadig sammen med Kjeld, men hendes arme og ryg er nedslidte efter mange år med fysisk arbejde. Nu er hendes bekymringer - og forhåbninger - rettet mod næste generation.

Sønnen Mark kæmper for at lære dansk og finde sine egne ben. Han er del af en migrantgruppe, der ofte bliver overset. De familiesammenførte thailandske børn kæmper en stille kamp for at finde sig til rette i en virkelighed, der udsprang af deres mødres drømme om et bedre liv.

»Kae har givet Mark ALT, hvad hun havde. Nu bliver hendes succes målt på, om han lykkes.«

Kjeld og Kae med deres drenge. Vis mere