Det er okay at slette sms'er, hvis bare man husker at gemme de vigtige beskeder i systemet – altså journaliserer dem.

Sådan lyder det igen og igen fra justitsminister Nick Hækkerup, men nu viser det sig, at departementschefen i selvsamme ministerium undlod at journalisere en helt central sms fra minksagen.

Det fremgår af et svar fra Hækkerup til Folketingets Retsudvalg.

Departementschef Johan Legarth har ligesom Mette Frederiksen haft automatisk sletning indstillet på sin mobiltelefon.

Men beskeden er alligevel kommet frem i Minkkommissionen, fordi modtageren ikke slettede den.

Sms-beskeden var helt central: Johan Legarth skrev til chefen for Rigspolitiet 3. november 2020 for at sætte ham i gang med at lave en plan for aflivning af alle mink.

Altså den plan, som Mette Frederiksen aktiverede dagen efter på et pressemøde 4. november.

Ifølge en af Danmarks førende eksperter i Offentlighedsloven er der ingen tvivl om, at sms'en skulle gemmes til eftertiden:

»Denne sms skulle være journaliseret. Departementschefens melding til rigspolitichefen er et væsentligt sagsbehandlingsskridt, der blandt andet varsler, at politiet skal forberede en nødplan for aflivning af mink,« siger Oluf Jørgensen, forskningschef emeritus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Beskeden skulle gemmes, så det efterfølgende stod klart, hvad der skete i sagen – det såkaldte dokumentationshensyn.

På den måde kan man i dag kontrollere, om myndigheden handlede korrekt – det såkaldte kontrolhensyn.

B.T. har spurgt Johan Legarth, hvorfor han ikke journaliserede sms'en, eller om han har lavet et notat på baggrund af beskeden. Det ønsker han ikke at svare på.

'Justitsministeriet vil ikke i medierne forholde sig til, om bestemte sms'er skulle have været journaliseret,' skriver ministeriet og tilføjer:

'Det er naturligvis vigtigt, at myndigheder, herunder Justitsministeriet, har fokus på korrekt journalisering, men ministeriet kan ikke udelukke, at der undervejs i håndteringen af coronakrisen kan være eksempler på materiale, der ikke er blevet journaliseret korrekt.'

Det er Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, der via retsudvalget spurgte justitsminister Nick Hækkerup, om sms'en blev journaliseret.

»Det er dybt problematisk, at så afgørende sms'er om planen for aflivning af mink ikke bliver journaliseret,« siger Alex Vanopslagh og tilføjer:

»Det her beviser jo, at regeringsapparatet ikke overholder Offentlighedsloven. Dette bidrager yderligere til mistanken om, at alle relevante oplysninger i minksagen ikke kommer frem til offentlighedens kendskab. Det er endnu et nyrestød til demokratiet.«

Departementschef Johan Legarth blev 12. november afhørt i Minkkommissionen.

Han skal dog afhøres igen, da Minkkommissionen nu også skal undersøge forløbet om politiets 'actioncards', der instruerede politielever i at ringe til minkavlere og true med aflivning af mink, selv om der endnu ikke var lovhjemmel til at kræve dem aflivet.