En lørdag i januar fik han nok.
Morten Didrichsen havde været på arbejde i Netto i Augustenborg. Det har han været så ofte før, for han er elev i forretningen – og det er han glad for.
Men som alle andre ansatte i detailhandlen er han ekstra udsat for tiden, og det er ikke alle kunder, der er lige gode til at overholde reglerne om afstand, fortæller han til JydskeVestkysten.
Derfor minder Morten Didrichsen kunderne om det. Det gjorde han også den lørdag i januar, men det blev langtfra godt modtaget.

»Flere af dem sagde noget, der virkelig ikke var pænt. Det var ret personligt, så jeg vil helst ikke gentage det. Men det gør mig både ked af det og frustreret, at nogen taler sådan til os, når vi blot forsøger at gøre det trygt for alle,« fortæller han.
Ni gange på en ni timers vagt oplevede han, at kunderne svinede ham til, når han henvendte sig med en venlig påmindelse, og det påvirker ham. Derfor satte han sig også til tasterne efter vagten og skrev et langt Facebook-opslag.
'Arbejdsdagen er sgu også lang, når man skal gå med mundbind i de 9-10 timer, man er på arbejde. Dette gør vi alt med glæde, fordi vi gerne vil passe på jer, men at vi ligefrem skal svines til, fordi vi prøver at passe på jer, de andre kunder i butikken, samt vi skal passe på os selv,' lyder det blandt andet i opslaget.
Han skriver også, at hans egen far er hjertepatient, og derfor er det ekstra vigtigt for ham ikke at blive smittet med coronavirus. Hans oplevelse er dog, at nogle kunderne ikke tænker over, at de ansatte i supermarkederne også kan være bekymrede for at tage smitten med hjem.
'Ligesom så mange andre familier har jeg nogen, der står mig nær, som er i risikogruppen, og som for alt i verden ikke gerne skulle smittes, fordi folk ikke passer på mig ude i butikkerne,' skriver Morten Didrichsen.
Han fortæller, at hans første tanke gik på, om det her virkelig kunne være takken for, at han udsætter sig selv for smitte for at holde samfundet i gang. Han mener, de butiksansatte bliver overset, når sundhedspersonalet bliver hyldet, mens han og andre bliver svinet til, selvom de ret beset også er frontpersonale.
Selvom han hellere end gerne passer sit arbejde under coronakrisen, så har han derfor en stor appel til kunderne:
'Når I er ude at handle, så følg de råd, der bliver givet. De er her jo af en grund. Men mest af alt hav noget medmenneskelighed samt forståelse for, at vi medarbejdere har rigtig meget at se til i disse tider. Både ting, I kan se på, men også de ting, vi bøvler med ved siden af, og at I vil gøre det hele meget lettere hvis i kunne hjælpe os med at passe på hinanden,' afslutter Morten Didrichsen opslaget.
En opfordring, der indtil videre er blevet delt flere end 700 gange.

