Fra mandag må alle 1. og 2. g-elever mødes til undervisning én gang om ugen i det fri, men det er ikke alle, der kommer til det.
På Niels Brock, der er én af landets største gymnasiale uddannelsesinstitutioner, har ledelsen nemlig besluttet at fortsætte hjemmeundervisningen. Det skriver TV 2.
»Det drejer sig om to uger – altså, to dages fysisk undervisning – inden påske. For det første gør praktiske forhold det svært at undervise udenfor – og for det andet, så har mange af eleverne lige nu stor fokus på opgaveskrivning og eksamensforberedelse,« siger Esben Buch-Hansen, der er kommunikationschef på Niels Brock.
Interesseforeningen for de almene gymnasier og hf fortæller, at de ikke har hørt om andre, der ikke har tænkt sig at gøre brug af muligheden for fysisk fremmøde.

De fortæller dog, at det for langt de fleste gymnasiers vedkommende bliver med et fokus på elevernes trivsel snarere end på undervisning. Skolerne kommer derfor primært til at bruge tid på sociale aktiviteter, fordi det er det, eleverne har manglet, lyder det fra formand Birgitte Vedersø.
Trivslen er også vigtig på Niels Broch, og derfor vil de gerne støtte op om, at eleverne kan mødes fysisk, fortæller Esben Buch Petersen. Derfor kan elever og undervisere mødes i såkaldte trivselsgrupper uden for skoletiden.
Før kunne eleverne kun mødes i mindre grupper, men med muligheden for at mødes udendørs kan hele klassen i princippet selv aftale at mødes, siger han.
Håbet hos både Niels Broch og Danske Gymnasier er, at skolerne kan åbne langt mere op efter påskeferien.