Butikkerne er lukket. Museer og legeland lukket. Restauranterne lukket. Så hvor går man hen, når man gerne vil holde fri fra arbejde og skolebænken hjemme ved køkkenbordet?
Ud. Og naturvejleder hos Naturstyrelsen Jes Aagaard har heldigvis nogle gode bud på, hvad du og dine nærmeste så kan kaste jer ud i af oplevelser i weekenden.
Vi starter lige med det kedelige, men nødvendige.
For selvom mange nok har hørt Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, sige, at det er bedre at mødes ude end inde, er man desværre ikke helt fritaget for coronarestriktioner ude i naturen.
»Der gælder samme regler om, at man maksimalt må være fem samlet, man skal holde to meters afstand og spritte af,« siger Jes Aagaard.
Og bor man i københavnsområdet, hvor der bare er færre kvadratmeter per indbygger at boltre sig på, er der – også ude i naturen – ret meget run på lige nu. Så det kan altså være svært ikke at flokkes.
»Hvis vi ser på de naturområder, der ligger rundt omkring hovedstaden, så er der ret mange biler på parkeringspladserne i weekenden,« siger Jes Aagaard.
Et godt råd er derfor, at man – hvis man har muligheden – kører eller tager toget lidt længere væk til for eksempel Gribskov.
»Og hvis man kommer til en fyldt parkeringsplads, så tag den næste skovvej ind og parker inde i siden af vejen. Så undgår du at lande samme sted som alle andre,« siger han.
Og så kommer vi til alt det sjove. For hvad kan man egentlig lave ude i den danske natur, når det er januar og pissekoldt?
Tag på endagsskiferie
»Nu er jeg lige kørt på tværs af Danmark fra København til Kolding. Og rigtig mange steder ligger der sne. Og det er jo guds gave til børn og børnefamilier, fordi sneen genererer sindssygt mange muligheder,« siger Jes Aagaard.
Aktuelt er der for eksempel netop blevet trukket langrendsspor i Gribskov. Så det er altså en mulighed for de skientusiaster, der lige nu ikke kan komme hverken nord- eller sydpå på skiferie.
På udinaturen.dk kan man finde et kort, hvor man blandt andet kan se skiruter.
Naturens radiobiler
Er man ikke lige frisk på ski, kan man også finde de nærmeste kælkebakker på det interaktive danmarkskort.
»Nu kommer er jeg opvokset i Lemvig, hvor der er mange gode kælkebakker. Og der kørte vi det vildeste dødskørsel som børn. Det er jo ligesom at køre radiobiler,« siger Jes Aagaard, som godt vil slå et slag for, at også nutidens børn slipper iPaden og kommer ud og mærker suset.
»Og hvis man ikke lige har en kælk – det er det jo ikke alle, der har i dag – så kan man sagtens kurre på en kraftig affaldssæk, selvom man nok får ondt i røven,« siger han.
Leg naturdetektiv
Sneen åbner dog også for andre muligheder.
»Hvis man kan finde et sted med uberørt sne, er der sindssygt meget at se. Aftryk efter fiskehejren med sin lange spidse tæer. Spor efter en ræv, eller er det en hund? Alt bliver meget tydeligt i sneen, hvis man gerne vil ud og lege naturdetektiv,« siger han.
Spot en fulgekigger
Og når vi nu er i dyrenes verden, kan det også godt betale sig at kigge op. For mens mange af småfuglene holder vinterferie sydpå, egner vinteren sig godt til at spotte rovfugle.
»I går så jeg to havørne cruise henover mig i 15 meters højde,« siger han.
Indrømmet kan det være svært rigtigt at se fuglene uden en god kikkert. Men så kan man måske spotte en fuglekigger. De er nemlig ikke så sky, som deres rygte lyder.
»Langt de fleste, der holder af at se på fugle, vil gerne dele deres kærlighed. Så hvis man spørger pænt til, hvad det er, de ser, og om man må prøve selv at kigge, er jeg ret overbevist om, at man gerne må låne kikkerten,« siger Jes Aagaard.
Se stenalderfjernsyn
I weekenden ryger temperaturen et pænt stykke under nul grader.
»Så uanset hvor meget tøj man har på, er der noget fantastisk ved på den her årstid at gå ud og tænde et livgivende bål. Den der urfølelse af at sidde og kigge ind i stenalderfjernsynet med flammerne,« siger han.
Og så kan man jo meget oplagt tage en pakke pølser med, riste dem og skylle dem ned med varm kakao.
Og der skulle altså være bålsteder nok til alle. Der er i hvert fald flere tusinder af bålsteder at finde på udinaturen.dk.
Hooked på vandring
Samme sted kan man også finde længere vandreruter.
»Det mere traditionsrige med at vandre en tur,vil jeg også gerne slå til lyd for. I stedet for at gå fire-fem kilometer, så prøv en længere vandrerute som for eksempel Amarminoen, der er 27 kilometer,« siger Jes Aagaard om Naturpark Amagers rute og uddyber:
»Der sker bare noget mentalt i ens hoved, når man vandrer længere. Hjernen går i et andet modus. Jeg er selv blevet helt hooked på det og mødes et par gange om året med min voksne søn for at vandre.«
På Amarminoen, som kun ligger en spytklat fra Rådhuspladsen, kommer man igennem flere forskellige naturområder og ser ifølge naturvejlederen hjørner af København, som man aldrig har set før.
Lån en varm sovepose
Er man mere hardcore, kan man også tage en overnatning i det fri. For mens der henover sommeren var rift om landets shelterpladser, er der altså bedre plads her i januar.
»Det er en virkelig fed oplevelse. Og har du ikke lige en sovepose, som er varm nok, så spørg rundt, inden du går ud og køber noget dyr grej. Der er helt sikkert en spejder i familien, som du kan låne af. Der er ikke noget værre end at ligge og fryse i en sovepose,« siger Jes Aagaard.
Høst muslinger
Danmark er et kystland. Og selvom havet måske ikke ligefrem lokker i frostgrader, kan man godt – væbnet med gummistøvler og en rive – tage ud og samle muslinger ved en stenet kyst.
»Det er simpelthen herrefedt at komme hjem med en halv spand muslinger og lave sine egne moules frittes. Tænk, at der er noget, vi kan høste om vinteren,« siger Jes Aagaard.
Adrenalinrus på to hjul
Er du mere til at få pulsen lidt op og mærke adrenalinen, er der ikke noget sted i Danmark, hvor der er længere end 40 kilometer til det nærmeste blå mountainbikespor.
Ligesom du måske kender det fra skiferien, er alle mountainbikespor markeret med en blå, rød eller sort farve, som fortæller, hvor svært sporet er at køre på.
»Og de blå spor er lavet, så alle kan køre på dem. Det er jo genialt, hvis der ikke er nok sne til at stå på ski,« siger Jes Aagaard, der som naturvejleder dog gerne lige vil huske folk på at vise hensyn ude på stierne:
»Tag farten af, og hils, når du kører forbi nogen.«
Og skulle du være i tvivl, så gælder færdselsreglerne også på skovvejene. Gående holder til i venstre side, mens cyklerne holder til højre. Og det er ikke uhøfligt at bruge ringeklokken.