Det dansende natteliv har været lukket og slukket siden marts 2020. Ejerne har kæmpet for overlevelse. For deres fremtid – uden at kende deres skæbne.
»Det har været frustrerende ikke at vide hvad og hvornår. Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig.«
I vinteren 2020 sad natklubejeren Henrik Foget Jensen på skiferie i Italien. Med sig havde han en kammerat, der sågar sad og kiggede på feriebilletter til Kina.
Men snakken om skiferie og Kina stoppede brat. Med et knips måtte Henrik Foged Jensen sætte alt på pause. Sådan har hverdagen været for ham i 540 dage. Indtil nu.
Det her er fortællingen om en natklubsejer, der blot har kunnet se på, at hans virksomhed har været mørklagt og forladt. Han er blandt dem, der har holdt lukket i længst tid og været hårdest ramt af nedlukningen i Danmark.
Det har været frustrendeHenrik Foget Jensen
»Når man skal drive en virksomhed, må man drive virksomheden ud fra de vilkår, der er. Men selvfølgelig har jeg tænkt tanken. Om jeg kan holde til det her.«
B.T. møder Henrik Foget Jensen 24 timer før den store dag. Indenfor er håndværkerne ved at lægge sidste hånd på natklubben Zurf, som har været lukket siden 11. marts 2020.
»Vi skal nok blive klar, det lover jeg! Vi glæder os helt vildt, og det bliver en festdag,« siger han til trods for, at det flyder med træ og savsmuld.
En fest kan man dog ikke kalde Henrik Foget Jensens seneste halvandet år.

Ligesom for alle stod den pludselig på hjemmearbejde, lønkompensation og en ukendt slutdato. Efterhånden som coronapandemien blev ved – og smittetallene og antallet indlæggelser steg – kunne Henrik Foget Jensen tydeligt se, at hans kommende hverdag kun var ved at forme sig.
»Uvisheden har været fyldt med spørgsmål. Det har nok været det hårdeste i det her. Medarbejdere, som har gjort alt for os i de mange år, de står pludselig og ved ikke noget. De ved ikke, om de har haft et job. Men jeg har ikke kunnet gøre noget. Det har været træls og ærgerligt.«
»Det har været frustrerende, at vi ikke har kunnet lægge en langsigtet plan. Som chef vil man gerne påvirke sine ansatte til at være positive og en del af en stor drift – men man kunne ikke tilbyde det. Jeg har ikke kunnet tilbyde noget som helst, andet end de skal vente og se. Det er det ærgerlige ved det her.«
Lukningen har da heller ikke været uden personalemæssige konsekvenser.

»Konsekvensen har været, at personale er forsvundet. De har simpelthen fundet noget andet, såsom at blive poder. Andre har også fundet ud af, at nattearbejde bare ikke er dem mere,« siger direktøren.
Men når han kigger tilbage, mener han, han er sluppet ud af krisen med ro i sindet. Til trods for at hans branche vel nok er blandt dem, der har været lukket længst tid.
»Hjælpepakkerne har ikke været fyldestgørende, da vi stadig har skullet betale 25 procent af medarbejdernes løn. Så det har kostet penge – og det har kunnet mærkes. Men vi er en solid forretning, så vi har nok ikke lidt, som andre har,« siger han og fortsætter:
»Jeg har i hvert fald kunnet sove om natten.«
Og det kan han stadig. Især efter regeringen har givet grønt lys til at åbne for nattelivet 1. september.
Selv har han skullet finde 10-12 nye medarbejdere, men det er heldigvis gået forholdsvis gnidningsfrit. Nu er der kun at vente på, at håndværkerne er færdige.
»Så er vi egentlig klar og parat.«
Har I købt nok øl?
»Haha. Vi køber ikke øl på den måde. Vi tanker, og jeg vil tro, Gaden har 30.000-40.000 liter klar til onsdag,« lyder det muntert fra Henrik Foget Jensen.
