Fra lørdag skal natklubber, barer og restauranter over hele landet lukke klokken 22.

Og det vækker bekymring hos Rune Bach, der ejer en natklub og et værtshus i Holstebro.

»Jeg tænker, at det er tåbeligt. Jeg synes, at man handler i blinde uden at vide, hvad der egentlig forårsager det her,« siger han og tilføjer:

»Hvis jeg åbner for mine gæster i aften, men beder dem om at gå igen klokken 22, så er det helt sikkert, at de fortsætter festen hjemme i forskellige hjem.«

Rune Bach Jakobsen
Rune Bach Jakobsen Foto: Privatfoto
Vis mere

Rune Bach synes ellers, at regeringen havde fat i den lange ende, da de valgte at indføre restriktioner lokalt de steder, hvor man så et højt smittetryk.

Derfor har han også svært ved at forstå, at man nu vælger at udbrede restriktionerne til landsdele, hvor smittetrykket ikke er synderligt højt. Den seneste uge er der kun konstateret seks nye smittetilfælde i Holstebro Kommune.

Er du ramt af de nye restriktioner? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

»Man burde i stedet gøre det til et krav, at man skal kunne fremvise smittestop-appen, inden man må komme ind på natklubben. Det er i højere grad den retning, man skal gå i,« siger han.

Ifølge Rune Bach så man en positiv effekt hos de unge, da restriktionerne hed sig, at der skulle lukkes klokken 02.

Her oplevede man nemlig, at de unge tog hjem hver for sig i stedet for at feste videre forskellige steder. På den måde var der også bedre kontrol over, hvor og hvornår der blev festet.

Er du ramt af de nye restriktioner? Så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk

»Men med de her tiltag virker det lidt, som om man har mulighed for at kontrollere os og ikke de unge. Så derfor forsøger man at kontrollere os,« siger han videre.

Og så er der økonomien. For det vil utvivlsomt få konsekvenser for branchen, mener Rune Bach. Derfor håber han også, at regeringen hurtigst muligt vil få iværksat hjælpepakker, der kan hjælpe de berørte.