Der er dømt nye vidtgående initiativer for at bremse coronasmitten, når Mette Frederiksen klokken 14 holder pressemøde for den danske befolkning.

Allerede før pressemødet kan B.T. erfare fra anonyme kilder, at flere restriktioner, som har været gældende i 17 kommuner i og omkring København siden i går, nu bliver landsdækkende.

Det betyder bl.a., at restauranter, barer og caféer skal lukke klokken 22. Det bliver samtidigt et krav om at bære mundbind på serveringsstederne, når man står eller går.

Endelig bliver forsamlingsforbuddet halveret til 50 personer, som det har været i Storkøbenhavn og Odense i 10 dage.

Forsamlingsforbuddet vil gælde i det offentlige rum, på barer og restauranter og til arrangementer i lejede lokaler. Der vil dog være enkelte undtagelser. F.eks. må der fortsat være op til 500 mennesker til en Superliga-kamp.

Mette Frederiksen vil derudover præsentere en anbefaling om, at arbejdsgiverne skal sikre, at flest muligt kan arbejde hjemmefra, erfarer B.T.

Det er dog vigtigt at understrege, at det er ikke er et krav.

De nye stramninger kommer efter, at coronasmitten i to dage i træk er over 450 positve tilfælde.

Samtidig har smitten spredt sig til hele landet. Den er ikke længere primært koncentreret om Storkøbenhavn og Odense, men flere kommuner i f.eks. Nordjylland er også blevet hårdt ramt de seneste dage.

Det er endnu uvist, om Mette Frederiksen vil præsentere restriktioner - ud over de førnævnte - på pressemødet.